Mærsk sætter pris på kæmpe tysk opkøb

3,7 mia. euro. Det bliver prisen - på gældfri basis - for Maersk Lines tyske opkøb, Hamburg Süd. Det fortæller A.P. Møller-Mærsk i en meddelelse fredag.

Containerskibet 'Caroline Maersk'. Fold sammen
Læs mere

Rederiet annoncerede i første omgang købet af Hamburg Süd, der er verdens 10.-største containerrederi, i december. Sælgeren er den tyske familieejede Oetker Group.

Købsprisen svarer til 4 mia. dollar eller 27,5 mia. kr. og vil blive fuldt finansieret via et syndikeret lån, oplyser Mærsk-gruppen. Handelen ventes at være gennemført ved udgangen af 2017 og påvirker derfor ikke årets forventninger.

Når Hamburg Süd bliver integreret i Maersk Line, der er verdens største containerrederi, forudses der 350 til 400 mio. dollar i årlige besparelser fra synergieffekter på driften. De skal komme fra optimering af rederiernes samlede rutenetværk samt bedre udnyttelse af havnekapaciteten i de Mærsk-ejede havne i divisionen APM Terminals.