Mærsk sælger nybyggeri for fleksibilitetens skyld

A.P. Møller-Mærsk har solgt sit nye storbyggeri på Østerbro i København og det skyldes fleksibilitet.

Det er for at sikre større fleksibilitet, at A.P. Møller-Mærsk har solgt sit nye storbyggeri på Østerbro i København. Det fortæller Henrik Larsen fra Mærsk-gruppens indkøbsafdeling til Ritzau Finans.

Torsdag offentliggjorde ejendomsselskabet Jeudan, at det har købt det 16.000 kvadratmeter store Mærsk-byggeri på Amerika Plads 29 for 585,4 mio. kr. Mærsk skal dog stadig benytte kontorerne, når bygningen står klar i 2017.

Mærsk anskaffede sig grunden i slutningen af 2014 for under 100 mio. kr. og har siden hyret Per Aarsleff til at opføre det nye kontorkompleks for "mere end 200 mio. kr." Selskabet vil dog ikke kommentere, om det kan stikke knap 300 mio. kr. i lommen i overskud ved handelen.

- Den primære årsag til at sælge det nye kontorhus og derefter leje os ind er den store grad af fleksibilitet, som denne ordning giver os, skriver Henrik Larsen i en skriftlig kommentar til Ritzau Finans.

Samme model ventes dog ikke at blive taget i brug ved Mærks-koncernens ikoniske hovedkvarter på Esplanaden i København.

- Den samme fleksibilitet er ikke nødvendig for os i forbindelse med Gruppens hovedkvarter, hvorfor vi ejer bygningen på Esplanaden 50 og ingen planer har om at ændre på dette, skriver Henrik Larsen.

A.P. Møller-Mærsk har for tiden ansatte spredt ud over 13 forskellige kontorer i Storkøbenhavn, som efter planen skal samles ved Østerbro-byggeriet. Hvilke funktioner, der rykkes til kontorerne, er endnu ikke afgjort, men der vil være plads til omkring 800 Mærsk-ansatte, oplyser presseafdelingen.

På Esplanaden har omkring 2000 Mærsk-medarbejdere deres daglige gang.