Mærsk sælger egyptisk boreselskab for 631 millioner

Maersk Drilling, Mærsk-koncernens boreselskab, har solgt sin halvdel af Egyptian Drilling Company.

Foto: Thomas Lekfeldt. A. P. Møller-Mærsk hovedkvarter på Esplanaden i København
Læs mere
Fold sammen

Aktierne er solgt for 100 mio. dollar (631 mio. kr.) kontant til statsejede Egyptian General Petroleum Corporation, som i forvejen sad på de andre 50 pct. af aktierne.

Ejerandelen har været til salg siden 2013, hvor Maersk Drilling besluttede sig for at fokusere på sine kerneaktiviteter.

Egyptian Drilling Company stammer helt tilbage fra 1976, hvor de to ejere oprettede det som et joint venture. Selskabet har boret efter olie i pyramidelandet - primært på landjorden.

Selskabet har 5000 ansatte, hvoraf 34 er direkte tilknyttet Maersk Drilling. Det danske selskab overvejer nu, hvad der skal ske med dem.