Mærsk-rivals forlis kan skabe højere fragtpriser

Set med Mærsk-briller har det været positivt, at den sydkoreanske konkurrent Hanjin for omkring tre uger siden måtte søge i kreditorly efter massive gældskvaler. Det vurderer schweizisk storbank.

Betalingsstandsningen har skabt en bedre situation på markedet, og det vil understøtte priserne på containerfragt positivt resten af året og næste år, hvilket kan komme rederiet Maersk Line til gode. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: ED JONES

Betalingsstandsningen har skabt en bedre situation på markedet, og det vil understøtte priserne på containerfragt positivt resten af året og næste år, hvilket kan komme rederiet Maersk Line til gode.

Det vurderer den schweiziske storbank Credit Suisse, der henviser til kommentarer fra kinesiske Cosco Shipping, som mandag udtalte sig omkring Hanjin-konkursen.

Cosco Shipping, der er verdens fjerdestørste rederi, sagde mandag eftermiddag, at priserne var steget den seneste måned, hvilket forventes at øge rederiets indtjening i fjerde kvartal og fortsætte næste år.

- Eksportørerne er nu mere fokuserede på at vælge rederier med en solid polstring, der kan levere stabil service, og de styrer udenom rederier med svag polstring. Set i det lys er vores selskab et af de, der drager fordel, sagde Sun Jiakang, vicedirektør for Chica Cosco, ifølge Reuters.

Credit Suisse regner med, at raterne vil vise en flad udvikling i 2017, mens banken spår et fald på 18 pct. for 2016. Det skal dog ses, i lyset af at priserne er faldet 31 pct. fra anden halvdel af 2015 til og med udgangen af første halvår 2016.

Oven på konkursen hos Hanjin har priserne da også været stigende. Det toneangivende rateindeks fra Shanghai Shipping Exchange, der dækker over fragtpriser fra Kina til en række destinationer i verden, steg i sidste uge med 1,7 pct.

Det var tredje uge i træk med stigninger, der i perioden har budt på et samlet rateløft på 33 pct.