Mærsk-regnskabet skæmmet af coronavirus – men noget andet skaber for alvor panderynker

Mens den smitsomme coronavirus mindsker behovet for containertransport, var det noget helt andet, som Mærsk-topchef Søren Skou er mest bekymret og skuffet over i 2019-regnskabet.

 

Mens den smitsomme coronavirus for alvor trak overskrifterne ved torsdagens årsregnskab fra A.P. Møller – Mærsk, var det et andet område, som for alvor bekymrer. For Mærsks store planer om at vokse på landjorden lader vente på sig.

Topchef Søren Skou udnævner selv den let faldende vækst i det ellers lovende landbaserede område – kaldet Logistik og Service – som den mest skuffende ved årsregnskabet.

»Jeg er mindst tilfreds med væksten i vores logistik- og serviceforretning. Det er fint, at vi har vækst i indtjeningen, men vi omsatte for seks mia. dollar i Logistik og Service, og det gjorde vi også i 2018. Jeg vil se mere omsætningsvækst på logistik og service,« siger Søren Skou.

Området er for alvor udpeget til at være det store vækstområde i den danske virksomhed i de kommende år. Som tidligere omtalt i Berlingske har virksomheden meget store ambitioner, som handler om, at landforretningerne en dag skal være lige så store som rederiforretningen, der i mere end 100 år har været fundamentet i koncernen.

Ambitiøs plan

Det er en yderst ambitiøs plan, der blandt skal ske gennem den omfattende digitalisering af industrien, som Mærsk arbejder på. Det er herfra, at Mærsk skal erobre et marked, der i dag er domineret af andre.

Men årsregnskabet viste ingen tegn på, at væksten er på vej. Faktisk faldt omsætningen i Logistik og Service med to pct. i 2019. Det er sket samtidig med, at indtjeningen udvikler sig væsentligt bedre i forretningsdelen med et plus på 25 pct.

»Vi har brugt meget tid på at få marginerne op, og vi har derfor blandt andet skilt os af med dele af forretningen. Det betyder, at vi står på et bedre fundament med en mere solid indtjening. Men vi skal se bedre organisk vækst i år,« siger Søren Skou.

En mulighed til at få omsætningen op er ved opkøb. Og onsdag købte Mærsk det amerikanske familieejede logistik- og varehusselskab Performance Team, som vil blive integreret ind i Logistik og Service. Men det kræver, at Mærsk fremover formår at vokse af sig selv.

Netop den lave vækst bekymrer markedet, der torsdag sendte aktien næsten fire pct. ned.

»Det er et svagt regnskab, hvor der især er udfordringer med væksten,« siger Mikkel Emil Jensen, der er analytiker i Sydbank.

Regnskabet viste, at driftsindtjeningen steg 14 pct. i 2019 til næsten 40 mia. kroner, mens omsætningen faldt en smule til omkring 270 mia. kroner. Søren Skou understreger, at der endnu er lang vej til, at virksomheden er, hvor den skal være.

Indtjeningen er ikke høj nok

Siden 2016 har han stået i spidsen for den store transformation af virksomheden. I den periode er alle energiforretningerne, inklusive Maersk Oil, solgt fra, og fokus er i dag på at skabe en moderne logistikvirksomhed baseret på containerrederiet Maersk Line.

»Vores indtjening var ikke høj nok i 2016. Den har forbedret sig markant, men vi er stadigvæk ikke, hvor vi skal være,« siger Mærsk-chefen.

Han måtte fremlægge regnskabet i skyggen af den omfattende coronavirus, der har lukket flere fabrikker i Kina.

»Jeg kunne godt have levet uden coronaproblemet. Det er ikke ligefrem, fordi efterspørgselsvæksten blæser derudad, og når man så får sådan noget her oveni, giver det panderynker,« siger Søren Skou.

For Mærsk har det stor betydning, hvad der sker i Kina. Containerrederiet Maersk Line har omkring 75.000 kunder, som tæller alt fra de største detailkæder, bilproducenter, elektronikgiganter til de store modehuse. Mange får deres varer fremstillet i Kina og transporteret af Mærsk til de amerikanske og europæiske forbrugere. Når de kinesiske fabrikker drosler produktionen ned, er der færre containere at sejle med.