Mærsk-partner bekræfter ordre på 11 rekordstore skibe

MSC, der er containerbranchens næststørste rederi og partner med Maersk Line, bekræfter, at selskabet har bestilt en række nye rekordstore skibe.

Mærsk-partneren MSC har bestilt næsten en dusin kæmpestore skibe. Fold sammen
Læs mere

Det skriver Shippingwatch, der har talt med MSC.

Ifølge mediet lyder ordren på 11 containerskibe med plads til 22.000 tyvefodscontainere (teu) hver, og de forventes leveret i løbet af 2019 og 2020.

Rederiet oplyser desuden, at den samlede kapacitet ikke ser ud til at blive påvirket, da planen er at levere chartrede skibe i flåden i størrelsen 13.000-14.000 teu tilbage.

I sidste uge bekræftede den franske rederigigant CMA CGM også rygterne om, at selskabet har besluttet sig for at investere i nye rekordstore containerskibe på 22.000 teu.

Rederiet fortalte ifølge Lloyds List, at det har bestilt op mod ni skibe med plads til omkring 22.000 tyvefodscontainere (teu) hver.

CMA CGM's aftale består ifølge branchemediet af seks faste skibsordrer og tre valgfrie. Det første skib ventes at blive leveret i slutningen af 2019, og de store skibe er tiltænkt ruterne mellem Asien og Europa.

/ritzau/FINANS