Maersk Oils konkurrenter hårdt såret af oliepris

Foto: Erik Refner

Faldet i olieprisen får Maersk Oils primære konkurrenter til at skære hårdt i investeringer og omkostninger for at imødekomme et ventet styrtdyk i indtjeningen. Helt op til 60 pct. vil nogle af konkurrenterne skære i investeringer. Ifølge kendere af branchen vil Maersk Oil udvise den samme tendens, når Mærsk-koncernen aflægger regnskab på onsdag.

Det skriver Dagbladet Børsen.

Blandt Maersk Oils konkurrenter, der skærer dybt i investeringerne er Occidental Petroleum Company, BG Group og Apache, der tilsammen skærer 75 mia. kr. af deres budgetter for 2015 for at afbøde skadevirkningerne af olieprisfaldet. Det samme vurderes at finde sted i Maersk Oil for tiden.

- Hos Maersk Oil er man utvivlsomt i gang med at rebe sejlene og justere investeringsniveauet ned, så det afspejler en lavere langtids-oliepris end tidligere. Nogle af de mere risikable og langsigtede investeringer vil formentlig blive helt aflyst, mest oplagt tror vi på en justering i forhold til milliardinvesteringen i Chissonga-projektet ved Angola, udtaler Frans Høyer, Mærsk-analytiker i Jyske Bank, til dagbladet Børsen.