Mærsk og partnere rammer plet i dansk Nordsø-felt

Maersk Oil og dets partnere har fundet kulbrinter - olie og/eller naturgas - i et felt i den danske del af Nordsøen.

Foto: CLAUS FISKER.
Læs mere
Fold sammen

Mærsk-datterselskabet har som operatør i licensen, der har navnet 9/95, siden december boret en 5071 meter dyb lodret brønd, der stødte på kulbrinter i sandsten fra Jura-perioden.

Det fortæller Energistyrelsen i en pressemeddelelse.

Endnu er olieselskaberne dog ikke klar til at erklære feltet kommercielt bæredygtigt. Det skal yderligere vurderinger af brønden, der bærer navnet Xana-1X, afgøre, fortæller Maersk Oil i en separat meddelelse.

Mærsk-koncernen har 34 pct. af licensens, mens Dong og Nordsøfonden hver har 20 pct., Noreco ejer 16 pct., og Danoil Exploration sidder på de sidste 10 pct.

9/95-licensen ligger i den vestligste del af den danske Nordsø i nærheden af de ældre felter Hejre, Harald og Svend.