Mærsk offer for markedsfrygt

Mærsks stærke halvårsregnskab blev ikke belønnet af investorerne. Tværtimod kunne den danske containergigant konstatere et voldsomt dyk på aktiemarkedet. Ifølge analytikere skal årsagen findes i frygten for det såkaldte ’dobbelt dip’.

Foto: pressefoto
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mærsk virker stærkere og mere robust end nogensinde. Nettoresultatet for verdens største containerrederi var i første halvår af 2010 på 14,2 mia. kr., mens man ventede en omsætningsstigning på 20 pct. Alligevel hamrede aktien i bund på C-20-indekset.

Ulogisk? Ikke hvis man spørger de analytikere, som følger Mærsk tæt. De peger på det såkaldte ’dobbelt dip’, der er frygten for ny global økonomisk recession, som årsag til aktielussingen.

”Det er simpelthen på grund af stor usikkerhed omkring makroøkonomien fra investorernes side. Til trods for et fantastisk regnskab, så er det så usikkert, hvad der kommer til at ske i fjerde kvartal med fragtrater i Mærsk Line. Så den frygt overgår altså de pæne tal i regnskabet,” siger Christian Nagstrup fra Jyske Bank. Han bakkes op af Steven Brooker fra Enskilda.

”Mærsk har jo sådan set gjort alt rigtigt. 10 ud af de 12 felter på bingopladen er sådan set fyldt, så man kan jo med rette spørge sig selv, hvorfor aktiekursen har rykket sig så meget. Men det er simpelthen på grund af de svage nøgletal fra USA.”

Læs også: Maersk Line vil øge afstand til rivaler

En anden årsag ifølge Peter Rothausen fra Danske Bank er, at Mærsk måske er det mest konjunkturfølsomme selskab, man har på børsen.

”Det er et transportselskab, og den branche er særlig følsom overfor global økonomi. Hvis man kigger på deres indtjening før finanskrisen sammenlignet med regnskabet under krisen, så er der himmelvid forskel. Derudover har de mange faste omkostninger, så hvis efterspørgslen ikke kommer, har det meget stor negativ indvirkning på volumen.”

Læs også: Høje forventinger kvæler dansk aktiefest

Selvom Mærsk har fået kursprygl den senere tid, skal man ikke frygte for Mærsks fremtid. Den er ifølge analytikerne ligeså stærk som hidtil.

”Nej, det kommer ikke til at betyde noget. Det eneste de kan gøre er, at være tro mod deres koncept og fortsætte på samme måde. Måske skal de være lidt mere ydmyg efter det, der er sket her, men de lever jo ikke et liv, hvor de skal tilfredsstille investorer over to, tre eller fire måneder,” siger Steven Brooker, mens Christian Nagstrup også har tillid til rederiet i fremtiden.

”Det kommer ikke til at have den store betydning for Mærsk. De har allerede trimmet selskabet kraftigt, hvilket også var nødvendigt. De har bl.a. solgt nogle områder fra, som har givet dem en del penge i kassen, så jeg synes, de står rigtig stærkt. Alt i alt er de i stærkere form end nogensinde. Så skal den generelle økonomi så afgøre, hvor meget de kan profitere af det.”