Mærsk nedskriver milliarder på olien

Danmarks største virksomhed lider under de lave oliepriser og nedskriver over 17 mia. kr. på sin olieforretning i forbindelse med sit årsregnskab. A.P. Møller - Mærsk formår dog stadig at lave overskud i alle forretningsben.

Foto: Kasper Palsnov. A.P Møller-Mærsk har onsdag præsenteret sit årsregnskab.
Læs mere
Fold sammen

A.P.. Møller - Mærsk har netop offentliggjort sit årsregnskab for 2015 og ganske som ventet, har selskabet måtte tage en voldsom nedskrivning i oliedivisionen.

Over 17 mia. kr. må shipping- og oliegiganten nedskrive med, og det er formentlig Danmarkshistoriens største enkeltnedskrivning, da den slår DONGs blot uger gamle nedskrivning på 16 mia. kr.

»Ud fra vores forventning om, at olieprisen vil forblive på et lavt niveau i en
længere periode, har vi nedskrevet værdien af en række af Maersk Oils aktiver med USD 2,6 mia. Vi vil fortsætte med at styrke Gruppens position gennem stærke operationelle resultater og investeringer i vækst,« skriver Nils Smedegaard Andersen, koncernchef i A.P. Møller - Mærsk, i forbindelse med regnskabet.

Regnskabet viser ligeledes en ganske markant omsætningsnedgang i den lyseblå koncern. Toplinjen falder fra 47,5 til 40,3 mia. dollar og reflekterer de benhårde markedsforhold i såvel shipping og olie, som Mærsk kæmper med.

På bundlinjen gør de vigende markeder og den store nedskrivning også ondt, men A.P. Møller - Mærsk formår dog alligevel at lave et overskud på 925 mio. dollar. Det blegner dog lidt mod sidste års resultat på 5,2 mia. dollar.

Desværre for aktionærerne i Mærsk forventer selskabet ikke, at 2016 bliver bedre. Således forventer Mærsk et »significant« lavere resultat end 2015, der i forvejen ikke har været en solstrålehistorie.

Men på trods af de dårlige vinde, så formår A.P. Møller - Mærsk faktisk at præstere et overskud i samtlige sine forretningben. Særligt Maersk Drilling, der opererer boreplatforme, klarer meget godt taget i betragtning, at de lave oliepriser også rammer dem.

»Vi er tilfredse med de gode operationelle resultater, vi opnåede på tværs af vores forretninger i 2015. På trods af de meget udfordrende markedsvilkår i vores industrier, leverede alle forretningsenheder positive underliggende resultater og Mærsk Gruppen opnåede et underliggende resultat på USD 3,1 mia,« skriver topchef Nils Smedegaard Andersen.

Men i samtlige andre forretningsben her forretningen altså været for nedadgående i 2015. Maersk Line, verdens største containerrederi, går således fra 2,2 mia. dollar i underliggende resultat til 1,3 mia. dollar.

Business TV: Mærsk fanget i vækstfælden