Mærsk-konkurrent kæmper for livet

Verdens femtestørste containerrederi, tyske Hapag-Lloyd, kæmper for livet og forsøger desperat at skaffe milliarder for at kunne overleve. Konkurrentens stormvejr kan vise sig at være en fordel for verdens største containerrederi, Maersk Line.

Hapag-Lloyd risikerer mere end at tabe containere, som denne der i marts blev fisket op af Rhinen, hvis rederiet ikke får friske milliarder fra aktionærerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maurizio Gambarini / EPA
Ifølge den sædvanligvis velunderrettede erhvervsavis Financial Times sad ejerne af Tysklands største containerrederi, Hapag-Lloyd, mandag aften i hårde forhandlinger om at skaffe akut likviditet til rederiet, der som resten af branchen er hårdt ramt af faldende fragtrater og mindre efterspørgsel på containertransport.

Hapag-Lloyd er på jagt efter 1,75 milliarder euro, eller godt 13 milliarder kr., i frisk kapital for at sikre sin overlevelse, men har på kort sigt akut brug for over 300 mio. euro, ifølge Financial Times.

Men indtil videre er der ingen afklaring på rederiets økonomiske situation, fordi aktionærerne ikke kan blive enige om en redningsplan.

Tysklands førende rederi
Hapag-Lloyd er et gyldent navn i tyske redericirkler, der blev grundlagt i 1970 gennem en fusion mellem Hamburg-Amerikanische Packetffahrt AG (HAPAG) og Nordtyske Lloyd.

I 1998 begyndte charterrejse-giganten TUI, der bl.a. ejer Startours i Danmark, at købe op i selskabet, indtil TUI i 2002 ejede Hapag-Lloyd fuldstændigt. I 2008 ville TUI dog af med rederiet igen, og A.P. Møller-Mærsk var ifølge shippingavisen Lloyds List blandt de rederier, der så på Hapag-Lloyd, som var sat til salg for omkring 5 milliarder euro.

I oktober sidste år blev det annonceret at 57 pct. af rederiet til konsortiet "Albert Ballin", der i øvrigt har taget sit navn fra en af Tysklands førende redere, den dansk-tyske jøde Albert Ballin, der begik selvmord umiddelbart før slutningen af 1. verdenskrig.

Uenighed blandt aktionærerne
Albert Ballin-konsortiet er primært kontrolleret af Hamborgs bystyre og Klaus-Michael Kühne, der er direktør for og storaktionær i den højt respekterede schweiziske logistikkoncern Kühne + Nagel.

Og aktionærerne kan ikke rigtigt blive enige om at give friske penge til Hapag-Lloyd. Planen er at rederiet skal sælge sin andel på 25,1 pct. i Hamburgs topmoderne Altenwerder containerterminal, men Klaus-Michael Kühne har kritiseret rederiet for at være for langsom til at skære omkostningerne; Hamborgs politikere har meget andet at bruge sine kontanter til, herunder at støtte den hårdt plagede erhvervsbank HSH Nordbank, og TUI kæmper i høj grad med sine egne problemer.

Redningsplan i tre faser
Da TUI i oktober sidste år solgte majoriteten i Hapag-Lloyd var værdien af hele rederiet på godt 4,5 milliarder euro, men det er formentlig en del mere end dagsværdien af selskabet.

Ifølge Financial Times er første trin i redningsplanen at skaffe de godt 300 mio. euro fra aktionærerne. Andet trin er at vride armen rundt på ejerne af de containerskibe som Hapag-Lloyd har chartret, hvilket er 64 ud af i alt 126 skibe. De skal overbevises om at de skal reducere rederiets charteromkostninger.

Tredje trin er at skaffe de knap 1,8 milliarder euro i frisk kapital, hvoraf rederiet gerne vil have 1 milliard euro som statsgaranterede lån, og resten ved at sælge nye aktier.

Nordmand kan kaste grus i maskineriet
Men det bliver nok ikke nemt. Klaus-Michael Kühne er så utilfreds med udviklingen i Hapag-Lloyd at han allerede har sænket sin ejerandel i Albert Ballin-konsortiet fra 25,1 pct. til 15 pct.

Samtidig rører den stenrige norske skibsreder John Fredriksen på sig. Den 65-årige John Fredriksen, der i dag er cypriotisk statsborger men bor i London og var ifølge Sunday Times i 2008 var den ottende-rigeste mand i Storbritannien.

Fredriksen har tjent sin milliardformue på olietankere og borerigge, men han er gået til angreb på TUI, som han nu ejer 18 pct. af, og hvor han i maj forgæves forsøgte at afsætte bestyrelsesformanden.

Præcis hvilke planer Fredriksen har for Hapag-Lloyd står ikke klart, men det vil være svært for TUI at skaffe nye penge til Hamborg-rederiet uden at den norske storreder er med på det. TUI har luftet tanker om at konvertere gæld til aktier i stedet for at komme med kontanter til Hapag-Lloyd, men det er spørgsmålet om det er nok til at løse rederiets problemer.

A.P. Møllers muskler en stor fordel
Det er ikke kun Hapag-Lloyd der er i dybe problemer. Stort set alle rederier er kommet i problemer, på grund af overkapacitet og faldende fragtpriser. Særligt hårdt ramt er container- og tørlastskibene.

Imidlertid har ingen så store økonomiske muskler som A.P. Møller-Mærsk, der derfor også vurderes til at have de bedste muligheder for at klare sig nogenlunde uskadt igennem krisen.

"Samtlige containerrederier er hårdt presset, hvilket understreges af flere selskabers akutte behov for ny kapital. På et tidspunkt vil investorers evne og lyst til at skyde flere midler ind i selskaberne dog forsvinde og flere rederier må dreje nøglen om. Sandsynligvis skal vi dog igennem flere kvartaler inden nogle af de store rederier må give op og vi har fortsat tiltro til, at Maersk Line vil være blandt vinderne, når vi er igennem krisen," skriver Jyske Bank i dag i en aktiekommentar.