Mærsk kommer nu for alvor til at tilbyde kunderne, at de kan få deres varer fløjet rundt i verden.
Den danske transportkoncern Mærsk køber det tyske flyfragtselskab Senator International. Samtidig lejer Mærsk tre fragtfly og bestiller yderligere to Boing-fly til levering i 2024.
Det hele bliver herefter lagt sammen med det i dag mindre flyselskab Star Air, som har været i Mærsk-koncernen siden 1987.
Og det danske selskab vil nu for alvor satse på luftfragt, fremgår det af en pressemeddelelse.
»Vi øger nu vores flyfragtkapacitet betydeligt og skaber et bredere netværk for at bedre at håndtere kundernes behov,« udtaler Vincent Clerc, direktør for Ocean & Logistics i Mærsk, i meddelelsen.
Senator International, der har hovedkontor i Hamburg, har aktiviteter i Europa, Asien, Sydafrika og USA. Selskabet blev i 1984 stiftet af Uwe Kirschbaum og er i dag ledet af hans søn Tim-Oliver Kirschbaum.
Siden 1984
»Vores kunder har sat pris på vores punktlighed, særligt under pandemien. Ved at gå sammen med Mærsk, er vi sikre på, at vi kan levere end endnu bedre portefølje,« lyder det fra Tim-Oliver Kirschbaum i meddelelsen.
Mærsk betaler cirka 4,1 milliarder kroner for det tyske selskab.
Det danske selskab skriver, at de samme klimamålsætninger er gældende for gruppens flyselskab, som gælder for fragt på havet. Det betyder ifølge meddelelsen, at Mærsk også inden for flyfragt vil forsøge at finde nye drivmidler, der kan erstatte de traditionelle fossile brændstoffer.
Udover Star Air har A.P. Møller – Mærsk tidligere haft forretninger i luftfartsbranchen, da virksomheden ejede Maersk Air, der var et mere traditionelt flyselskab. Selskabet, der blev stiftet i 1969, havde dog meget svært ved at håndtere den konkurrence, som lavprisselskaberne siden årtusindeskiftet påførte branchen.
Efter flere forsøg på at konkurrere på blandt andet pris opgav Mærsk i 2005 og solgte Maersk Air til de islændinge som også ejede Sterling, der siden gik konkurs i kølvandet på finanskrisen.
Senator International har godt 1.700 ansatte på 64 kontorer i 21 lande. Selskabets hovedforretning – luftfragt – udgør 65 procent af omsætningen, der i 2021 forventes at ende på godt seks milliarder kroner. Den øvrige del af forretningen er søfragt.