Mærsk kan hæve prisen på ekspresrute fra Kina

Maersk Line indsætter nu en rute mellem Kina og Bremerhaven i Tyskland, der ikke standser undervejs. Det får transporttiden ned på tre uger, og det vil eksportører og importører godt betale ekstra for.

A. P. Møller - Mærsk opretter nu en ekspresrute mellem Kina og Europa. Ved at sejle direkte uden stop, kan turen klares på blot 21 dage, og det giver det danske rederi mulighed for at få en bedre betaling for transporten af containere fra Asien til Europa.

På grund af hård konkurrence med for mange rederier og for mange skibe er prisen for at flytte containere fra verdensdel til verdensdel faldet. Men ved at tilbyde noget ekstraordinært, som andre ikke kan tilbyde, har Mærsk nu mulighed for at få en bedre pris for opgaven.

»Det er vigtigt med kortere transporttid for mange eksportører, fordi de så har mindre last bundet op. Det har en værdi for dem. Ingen tvivl om det. Det betyder i princippet, at folk er villige til at betale noget mere,« siger underdirektør Peter Frederiksen fra Maersk Line, der er navnet på containeraktiviteterne hos A. P. Møller - Mærsk.

Peter Frederiksen oplyser, at en sejltid på 21 dage er tre-fire dage hurtigere, end hvad man ellers kender til på det marked. Den hurtigere sejltid opnås først og fremmest ved at sejle forbi nogle havne, hvor der normalt lægges til.

Tre-fire dage lyder måske ikke umiddelbart af noget særligt, men det kan betyde store besparelser for de virksomheder, der benytter den nye service.

»Vi kan se vækst i det marked,« siger Peter Frederiksen, der taler om en stigning på 15 procent i transporten af varer fra Kina til Europa.

De helt store containerskibe af Emma Mærsk-typen kommer til at sejle fra det centrale Kina via Algeciras i Sydspanien til Rotterdam og Bremerhaven.

De mange aktieanalytikere, der følger de to aktier i Danmarks største børsnoterede virksomhed, er uenige om, hvorvidt det vil lykkes A. P. Møller at få en bedre betaling for at flytte containere. Sidste år gav det et underskud på over tre milliarder kroner, og der er derfor annonceret prisstigninger på 200 dollar per TEU.

TEU er en udbredt forkortelse for »Twenty-foot Equivalents Units«, og det dækker over en standard 20 fods container.

»Vi estimerer, at 150 dollar per TEU bliver realiseret til en faktisk prisstigning, hvilket vil bringe fragtraterne tilbage på niveau som i fjerde kvartal 2005. Dette er meget positivt og næsten overraskende, at containerrederierne formår at gennemføre prisstigninger på nuværende tidspunkt,« hedder det i en kommentar fra Handelsbanken Capital Markets, der har en købsanbefaling på A. P. Møller - Mærsk-aktierne, der tirsdag kostede 53.500 kr. pr.