A.P. Møller - Mærsk har udset sig to nye kandidater til sin bestyrelse.
Det fremgår af en selskabsmeddelelse fredag eftermiddag, hvor landets største selskab ligeledes har indkaldt til sin ordinære generalforsamling 15. marts.
De to ansigter, som Mærsk har indstillet til bestyrelsen, tilhører Marika Fredriksson og Julija Voitiekute.
Svenske Marika Fredriksson er lige nu finansdirektør i vindmøllekæmpen Vestas, men også bestyrelsesmedlem i Industrivärden og Sandvik.
Vestas meddelte i november sidste år, at Frederiksson ville træde tilbage som finansdirektør for selskabet per 1. marts 2022. Hun har haft jobbet i ni år.
Også her var meldingen, at hun ønskede at fokusere på sit bestyrelsesarbejde.
»Marika Fredriksson har haft en enorm betydning for både Vestas og vindenergiindustrien som helhed, og hun har spillet en nøglerolle i opbygningen af Vestas’ stærke økonomiske fundament og markedsledende position. Jeg har kendt Marika professionelt og privat i omkring ni år, først som medlem af bestyrelsen og siden som koncernchef, hvilket har været et stort privilegium,« lød det i en udtalelse fra topchef Henrik Andersen i den forbindelse.
Marika Fredriksson har en kandidatgrad fra Swedish School of Economics and Business administration Helsinki, Finland.
Den anden kvinde, som Mærsk har indstillet til sin bestyrelse, er Julija Voitiekute, som er litauisk statsborger. Hun har arbejdet for A.P. Møller - Mærsk siden 2008 og har i dag titel af Senior Decarbonisation Integration Manager hos selskabet.
Den 41-årige litauer har en kandidatgrad i International Management fra CEMS, en kandidatgrad i International Strategy fra CBS, Danmark og en bachelor i Finance and Banking fra St. Petersburg University of Economics and Finance, Rusland.
Ny formand
A.P. Møller - Mærsk leverede i denne uge den mest opsigtsvækkende erhvervsnyhed i år, da rederiet meddelte, at bestyrelsesformand Jim Hagemann Snabe på den kommende generalforsamling vil træde tilbage som formand.
I stedet vil femte generation af Mærsk-familien i form af Robert Mærsk Uggla selv indtage formandsposten.
Mærsk-ekspert og CBS-professor Martin Jes Iversen påpegede over for Berlingske, at det er store sko, som Uggla nu skal fylde efter blandt andre sin morfar Mærsk Mc-Kinney Møller.
»Jeg er mig selv. Jeg kan ikke være Jim eller min morfar. Jeg er en anden person. Jeg er naturligvis inspireret af det, som Jim har gjort, og det, min morfar har gjort, fordi jeg har arbejdet med dem begge,« sagde Robert Mærsk Uggla selv i et interview med Berlingske.


