Mærsk i aggressiv kamp mod lave rater

Maersk Line strammer skruen over for sine konkurrenter, selv om rederiet tidligere har afvist at gå ind i en priskrig i containerbranchen.

Containerbranchen er presset på grund af historisk lave rater. Det får Mærsk til at indgå i priskrig for at vinde markedsandele fra sine konkurrenter. Fold sammen
Læs mere
Foto: FRANK VAN BEEK
For et par år siden ønskede Mærsk ikke at indgå i en global container-krig, men nu ser det ud til, at rederiet har foretaget en kovending og forsøger at presse sine konkurrenter og vinde markedsandele.

I 2009 ville rederiet Maersk Line ikke indgå i en priskrig med konkurrenterne, men ville i stedet beskytte sin bundlinje, men nu ser det ud til, at man er begyndt at presse sine konkurrenter i en aggressiv priskrig, skriver Jyllands-Posten. Eksperter mener, at strategien kombineret med faldende rater kan give et milliardunderskud i år, og ser strategien som et tegn på, at Maersk bruger sin størrelse og gode økonomi til at styrke sin situation og presse andre rederier ud af markedet.



"Mærsk strammer virkelig skruen og sætter især pres på de mindre rederier med svage balancer. For Mærsks vedkommende ser man det som en investering, hvor man må tage til takke med dårligt afkast mod til gengæld at få en bedre balance i markedet," siger Mærsk-analytiker Dan Togo til Jyllands-Posten.

TIlbage i 2009 førte Mærsk og de øvrige rederier en aggressiv priskrig, som administrerende direktør i A.P. Møller - Mærsk Niels Smedegaard Andersen tidligere har udtalt, at alle burde have lært af.

"Alle gik ind i en priskrig i troen på, at de kunne vinde markedsandele fra hinanden, og realiteten var, at industrien næsten gik konkurs. De fleste af vores konkurrenter måtte reddes af den ene eller den anden. Banker, stater eller hvad det nu var. Der synes jeg, at vi har lært, at det ikke er en god måde at reagere på en krise," sagde Nils Smedegaard Andersen i et interview med Jyllands-Posten i marts 2010.



Det er de historisk lave rater, som presser containerbranchens indtjening. De lave rater lægger derfor også et tungt pres på Mærsk, og flere Mærsk-analytikere er enige om, at verdens største rederi ikke kan undgå at blive påvirket af de lave rater.

"Der er en stor sandsynlighed for, at Mærsk vil komme med en nedjustering. Alle på markedet bløder for tiden, og alt tyder på, at også Maersk Line vil ende med at tabe et par milliarder på bundlnjen," siger mærsk-analytiker Lars Heindorff fra ABG Sundal Collier til Jyllands-Posten.