Mærsk har endelig fremgang - men er stadig ikke tilfreds

A.P. Møller-Mærsk har fremgang i oliedelen, men er fortsat ikke tilfreds med den overordnede indtjening, hvor især containerforretning fortsat trækker ned, fremgår det af koncernens regnskab for første kvartal.

Foto: ROLAND MAGUNIA.
Læs mere
Fold sammen

»A.P. Møller - Mærsk leverede et underliggende resultat på 201 mio. dollar i forhold til 214 mio dollar i samme kvartal sidste år. Mens vi ikke kan være tilfredse med den overordnede lønsomhed i 1. kvartal, er resultatet som forventet, og vi fastholder vores forventninger for året,« udtaler topchef Søren Skou.

Omsætningen steg med 5 pct. eller 424 mio. dollar til ni mia. dollar, som følge af stigning i omsætning i både Maersk Line og Maersk Oil.

Maersk Line, verdens største containerrederi, er fortsat på sporet til at levere en resultatfremgang på over en mia. dollar i hele 2017 i forhold til 2016. Det samlede resultat endte dog med et tab på 80 mio. dollar i første kvartal. Det var først og fremmest større udgifter til brændstof, som skabte tabet, mens fragtraterne lå højere end i samme kvartal sidst år.

»Maersk Lines fokus i de kommende kvartaler vil være på genoprettelse af indtjening, samt fastholdelse markedsandele, efterhånden som markedsvilkårene forbedres,« hedder det fra Søren Skou.

A.P. Møller – Mærsk oplyser, at integrationen af det store tyske konkurrent Hamburg Süd, som er ved at bliver overtaget, skrider frem som planlagt. Samtidig oplever den nye transportdel synergier mellem Maersk Line og havneselskabet APM Terminals, som er blevet rykket tættere på containerdelen i forbindelse med selskabets nye struktur.

»Vi begynder at se synergier indenfor Transport og Logistik, eksempelvis har Maersk Line øget volumenerne til APM Terminals,« forklarer Søren Skou.

I energidelen med olieselskabet Maersk Oil har koncenen mærket fremgang.  Maersk Oil tjente 328 mio. dollar mod et tab på 29 mio. dollar i samme kvartal i fjor. A.P. Møller-Mærsk har tidligere sagt, at planen er, at splitte de mange energiselskaber ud i selvstændige enheder - et arbejder som efter planen skal være afsluttet ved udgangen af 2018.

»Arbejdet med at definere langsigtede strukturelle løsninger for de enkelte virksomheder i vores Energy division skrider frem, og divisionen var profitabel i første kvartal, hvor Maersk Oil leverede en stærk indtjening,« udtaler Søren Skou.

Det er de højere oliepriser, som trækker indtjeningen i Maersk Oil op.

Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, kalder kvartalsregnskabet for A.P. Møller-Mærsk for en smule skuffende.

»Regnskabet er lidt under det forventede og selv om Maersk for helåret fastholder deres forventninger og ambitioner, er det svært for alvor at blive positive alene vurderet ud fra tallene. Bedre rater for resten af året peger i den rigtige retning, men investorerne kan tænkes at sige ”nå, var det det”,« siger Per Hansen.

Han mener ikke, at tallene rummer meget nyt.

»Der er ikke væsentlige nyheder i regnskabet, som kan fjerne det indtryk, at regnskabet er uninspirerende. De seneste måneder har den tidligere bestyrelsesformand Michael Pram forsøgt at tale strategiprocessen op og Jim Hageman Snabes (ny formand, red.) forsøge på at digitalisere containerne, synes noget langt væk,« hedder det fra Per Hansen.