Mærsk fastholder andel af norsk kæmpefelt trods klage

ARKIVFOTO. Fold sammen
Læs mere
Foto: CLAUS FISKER

Der bliver ikke ændret mere ved fordelingen af procenter i Johan Sverdrup-oliefeltet i Norge. Således holder A.P. Møller-Mærsks datterselskab, Maersk Oil, fast i sin ejerandel på 8,44 pct.

Det har den norske regering afgjort, fortæller landets olieministerium mandag morgen.

De endelige fordelingsprocenter bliver derved de samme, som ministeriet besluttede i sommers: 40,03 pct. til Statoil, som er operatør, 22,6 pct. til Lundin Petroleum, 17,36 pct. til Petoro, 11,57 pct. til Det norske oljeselskap og 8,44 pct. til Maersk Oil.

Det var Det norske oljeselskap, som var så utilfreds med procentfordelingen, at det havde indbragt en klage, men den er nu afvist ved kongelig resolution, oplyser ministeriet.

Maersk Oil har ad flere omgange erklæret sig glad og tilfreds med fordelingen af Sverdrup-feltet, som er det største i Norge siden 1980'erne og potentielt et af de fem største nogensinde.

Feltet kræver i første fase omkring 114 mia. norske kr. i investeringer over de næste fire-fem år ifølge seneste estimat fra Statoil - det tal kan dog falde i takt med krisen i oliebranchen.

Den første olie fra Johan Sverdrup ventes i slutningen af 2019, og derefter vil produktionen i løbet af "nogle år" blive øget til et niveau omkring 315.000-380.000 tønder olie per dag.

Senere følger en fase to, der kræver nye gigantiske investeringer.

/ritzau/FINANS