Mærsk får over 8 pct. af gigantisk norsk oliefelt

8,12 pct. af det store Johan Sverdrup-oliefelt i Nordsøen tilfalder danske Maersk Oil.

Læs mere
Fold sammen

Det er facit, efter at partnerne i feltet har forhandlet sig frem til den feltudviklingsplan, der fredag morgen overleves til de norske myndigheder.

Feltet estimeres at indeholde mellem 1,7 og 3,0 mia. tønder olieækvivalenter, som skal udvides over en periode på op mod 50 år. Det er det største oliefund på norsk sokkel siden 1980'erne.

I første fase skal de fem olieselskaber investere 117 mia. norske kroner (100 mia. kr.), hvilket ventes at udløse mellem 1,4 og 2,4 mia. tønder olie.

Første olie ventes i slutningen af 2019, og produktionen vil i fase 1 stige til mellem 315.000 og 380.000 tønder per dag, anslår partnerne.

Ud over Maersk Oil bliver feltet fordelt mellem Statoil (40,03 pct.), Lundin Petroleum (22,12 pct.), Petoro (17,84 pct.) og Det norske oljeselskap (11,89 pct.) - med mindre at det norske oljeministerium beslutter en anden fordeling.

Procentfordelingen af de mange fremtidige indtægter, samt de kommende års investeringer, har taget tid for selskaberne at finde frem til, fordi Johan Sverdrup strækker sig over flere olielicenser, som de involverede olieselskaber har forskellige ejerandele i.

De 8 pct. til Maersk Oil af det samlede felt svarer dog omtrent til, hvad analytikere havde forudset inden fredagens afsløring.