Mærsk er kommet bedre fra start i 2019 – men markedet havde håbet på mere

Året begyndte godt for A.P. Møller - Mærsk, der kan fremlægge en fremgang i indtjeningen på 33 pct. for årets første tre måneder. Men aktiemarkedet havde regnet med mere.

Mærsk kom ud med bedre indtjning i første kvartal, men tallene er en smule skuffende i forhold til aktiemarkedets forventninger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Aly Song

Mærsk begyndte året med pæn fremgang og vil samtidig købe aktier tilbage for ca. 10 mia. kr. Det er særligt bedre rater for Maersk Line, som trækker resultatet op.

Men udviklingen i årets første tre måender lever ikke op til analytikernes forventninger, hverken i forhold til omsætning eller indtjening. Ved aktiemarkedets åbning ligger aktierne i selskabet stort set uændret.

Driftsindtjeningen steg med 33 pct. til 1,2 mia. dollar, mens omsætningen voksede med 2,5 pct. til 9,5 mia. dollar.

»Vi havde en god start på 2019,« siger Søren Skou, topchef i Mærsk, i en meddelelse i forbindelse med selskabets regnskab for første kvartal.

Mærsk fastholder forventningerne om et overskud på driften på fem mia. dollar i 2019.

Søren Skou henviser til den truende handelskrig mellem USA og Kina og de nye miljøkrav fra FN, der kommer i begyndelsen af 2020 – den såkaldte IMO 2020. Reglerne betyder, at rederierne kun må sejle med brændstof med begrænset svovlindhold.

»Vi står fortsat over for væsentlige usikkerheder i form af svagere makroøkonomiske tal, påvirkningen fra handelsspændingerne mellem Asien og Nordamerika og implementeringen af IMO 2020. I første kvartal har volumen på Stillehavsruten mellem Asien og Nordamerika vist tegn på tilbagegang, og de nye toldsatser kan potentielt reducere den forventede vækst i de globale containervolumener med op til 1 procentpoint,« hedder det fra Søren Skou,.

Han er i gang med en større forandringer af hele virksomheden, der har solgt alle energielaterede virksomheder og fremover satser på transport og logistik. Senest er boringselskabet Maersk Drilling skilt ud.

»Der er fortsat god fremdrift på vores strategiske transformation. Energiforretningerne er endeligt skilt ud, vi har taget endnu nogle skridt i integrationen på tværs af organisationen og samtidig lanceres nye produkter indenfor logistik og service,« forklarer Søren Skou.

I Nordnet er investeringsøkonom Per Hansen skuffet over tallene.

»Mærsk har aflagt et let skuffende regnskab. På trods af at svære forudgående år har gjort sammenligningen relativ let, er tallene ikke rigtig overbevisende. Det er svært at tjene tilstrækkeligt med penge og Mærsk-investorerne må endnu engang sande, at i en branche præget af fuldkommen konkurrence, og hvor Mærsk ikke har kontakten til slutkunden, sidder de på den mindst lukrative del af værdikæden,« siger Per Hansen.

Aktiemarkedet kan se frem tilbagekøb på ti mia. kr.  Det er blandt andet penge, som Mærsk fik efter selskabet solgte sine aktier i Total tidligere. De aktier var oprindeligt en del af betaling for Maersk Oil, som Mærsk solgte til Total.

I Sydbank er analytikere Mikkel Emil Jensen en smule skuffet over, at tilbagekøbet ikke er større.

»Regnskabet er godkendt med en lille pil ned. Mærsk har svært ved at holde engangskostningerne nede, men der er god fremgang i fragtraterne og udgifterne til brændstof er under kontrol. Tilbagekøbet er mindre end jeg havde forventet, og det kunne tyde på, at selskabet prioriterer at fastholde kreditvurderingerne,« siger Mikkel Emil Jensen.