Mærsk Drilling lander kontrakt med Dong

Kontrakten betyder, at jack-up-riggen Mærsk Giant er beskæftiget frem til marts 2016.

Foto: Thomas Lekfeldt. - For at kunne navigere i den lave sigtbarhed, der er på det aktuelle marked, er det afgørende, at vi reducerer vores eksponering ved at sikre et solidt bagkatalog af kontrakter, siger Claus V. Hemmingsen, administrerende direktør i Mærsk Drilling.
Læs mere
Fold sammen

Mærsk Drilling har sikret sig en kontrakt for jack-up-riggen Mærsk Giant med energiselskabet Dong.

Det skriver Mærsk Drilling i en pressemeddelelse.

Aftalen går på 150 dages arbejde på såvel Nini feltet som Siri feltet i den danske del af Nordsøen og ventes at have en værdi af 16 mio. dollars.

Kontrakten er en direkte fortsættelse af en aktuel kontrakt med Talisman Energy Norge og betyder, at Mærsk Giant er beskæftiget frem til marts 2016.

- For at kunne navigere i den lave sigtbarhed, der er på det aktuelle marked, er det afgørende, at vi reducerer vores eksponering ved at sikre et solidt bagkatalog af kontrakter. Derfor er der også givtigt at se, at vi har sikret opgaver til Mærsk Giant, som ellers ville være blevet arbejdsløs, siger Claus V. Hemmingsen, administrerende direktør i Mærsk Drilling, i pressemeddelelsen.

Mærsk Giant er en rig, som kan begå sig i meget barske miljøer. Mærsk Drillings flåde omfatter i alt 22 rigge.