Mærsk Drilling borer stor positiv overraskelse op

A.P. Møller-Mærsks borerigdivision, Maersk Drilling, overraskede særdeles positivt med fremgang i driftsindtjeningen i første kvartal. Ikke ene eneste af de otte analytikere, som Ritzau Estimates havde spurgt inden regnskabet, havde regnet med fremgang på den post.

Foto: Thomas Lekfeldt. Her Claus V. Hemmingsen, Maersk Drilling CEO.
Læs mere
Fold sammen

Maersk Drilling tjente 407 mio. dollar på driften før af- og nedskrivninger (EBITDA) i årets første tre måneder, og klarede sig dermed klart bedre end analytikernes prognose om 294 mio. dollar ifølge tal indsamlet af Ritzau Estimates. I første kvartal sidste år blev EBITDA-resultatet 343 mio. dollar.

Maersk Drilling har over de senere år været ramt af en opbremsning i olieselskabernes investeringslyst sideløbende med faldet i olieprisen. Det betyder, at flere af selskabets rigge og skibe i perioder står uden arbejde.

Men alligevel formår divisionen altså fortsat at tjene en pæn portion penge til det samlede konglomerat.

I første kvartal af 2016 var omsætningen i borerigdivisionen på 654 mio. dollar mod en forventning om 581 mio. dollar, mens bundlinjen (NOPAT) viste et overskud på 222 mio. dollar mod de ventede 133 mio. dollar.

Det tilsvarende kvartal i 2015 bød på en omsætning på 630 mio. dollar i Maersk Drilling og et bundlinjeoverskud på henholdsvis 343 og 168 mio. dollar.

For hele 2016 gentager Maersk Drilling en prognose om et "væsentligt lavere" underliggende resultat set i forhold til de 732 mio. dollar, der blev tjent i 2015.

Analytikerne havde inden regnskabet for første kvartal forudset et bundlinjeresultat på 306 mio. dollar i hele 2016 for Maersk Drilling. Der er dog meget store udsving i estimaterne.