Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Maersk Broker er mest kendt for at tjene penge på at købe og sælge skibe. Men i takt med, at trafikken af krydstogtskibe boomer i København, er betjeningen af de store passagerskibe også blevet en god forretning.
Selskabet med hovedsæde på Midtermolen på Østerbro er ikke en del af A.P. Møller - Mærsk-imperiet, men en selvstændig og privatejet virksomhed ejet af Mærsk-familien, hvoraf de tre døtre Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, Leise Mærsk Mc-Kinney Møller og Kirsten Mærsk Mc-Kinney Olufsen må formodes at indehave størsteparten af arven fra afdøde Mærsk Mc-Kinney Møller.
Maersk Broker, der har Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla som bestyrelsesformand og ofte bliver kaldt Mærsk-familiens guldkalv, tjener også stort på væksten i krydstogtskibe med anløb i København.
"Vi har været med siden krydstogttrafikken startede i Københavns Havn. Vi er til stede i stor stil, og det er klart, at vi også mærker den vækst, der er foregået, siden trafikken begyndte at tage fart for 15-20 år siden," siger landechef Anders Larsen fra Maersk Broker. Han vil dog ikke angive, hvor stor del af selskabets omsætning, der stammer fra krydstogtskibene.
Tjener på alt - på nær passagererne
Når de store skibe lægger til i København, sørger Maersk Broker for alt, hvad der har med landgangen at gøre på nær betjeningen af passagererne: Det vil sige kontakt til myndighederne såsom lodsbåd og booking af kajplads. Maersk Broker står også for andre praktiske opgaver som at have proviant klar og sørge for nyt brændstof såvel som det praktiske med transport af personale til og fra lufthavnen.
Også i fremtiden forventer Maersk Broker, at den øgede krydstogttrafik vil smitte af på selskabet. Ikke mindst når udvidelsen af Københavns Havn for krydstogtskibe står færdigt.
"Det har altid været et vigtigt segment af vores forretning, og det er klart, at vi da håber, at væksten også fremover vil smitte af på nogle af de rederier, vi samarbejder med. Vi forsøger naturligvis at skaffe så mange opgaver som muligt," siger Anders Larsen.
Maersk Broker samarbejder også med rederier om at betjene krydstogtskibe i Norge og Sverige, men ifølge Anders Larsen er København klart det vigtigste område for selskabet.
Sidste år var Maersk Brokers omsætning på lige over 272 millioner kroner, og selskabet endte med et overskud på lidt under 129 mio. kroner mod lidt over 131 mio. kroner året før.