Mærsk-boss: »Vi beklager, at vi er nødt til at gøre det«

Nils Smedegaard Andersen beklager Mærsk-gruppens pludselige nedjustering af resultat for 2015 her til morgen. Det er hovedsageligt ruten Asien-Europa, der volder containerrederiet vanskeligheder.

Læs mere
Fold sammen

Den direkte årsag til dagens pludselige nedjustering fra A.P. Møller - Mærsk er meget lave fragtmængder i forhold til det forventede på ruten mellem Asien og Europa.

Det oplyser CEO for A.P. Møller - Mærsk på en telekonference fredag morgen.

»Vi ser tilbagegang i den globale økonomi generelt, men hovedårsagen til nedjusteringen er lav kapacitet på Asien-Europa-ruten,« siger Nils Smedegaard Andersen.

Problemet er det samme, som ofte præger containerbranchen: En masse skibe er sendt på søen som et resultat af forventet stigning i efterspørgslen, men samtidig falder kapaciteten. Og dermed er branchen som helhed fanget i en uholdbar situation.

Det er især den ventede højsæson i september, der skuffer selskabet. Nils Smedegaard Andersen udtrykker dog en vis fortrøsningsfuldhed:

»Vi tror, at det vil løse sig. Men nu skal en nærmere analyse vise, om der er tale om langsigtede udfordringer eller om det er et bump på vejen.«

Allerede nu har Maersk Line taget initiativer til at mindske tabene. To ruter er blevet fusioneret, ni skibe taget ud af drift og en rute mellem Mellemøsten og Europa er lukket ned.

Nils Smedegaard Andersen vil imidlertid ikke komme ind på, om der kommer flere tiltag og om der er eventuelle fyringer i farvandet. Han henviser til Mærsk-kvartalsregnskabet, der kommer den 6. november. Her vil bl.a. Maersk Lines topchef Søren Skou redegøre for situationen.

Til gengæld opfordrer han branchen som helhed til at tage de nødvendige foranstaltninger for at presse raterne op. Det vil gøre ondt, men alternativet er værre.

»Det giver ikke mening at sejle med overkapacitet, hvis man alligevel ikke tjener penge,« siger han.

TV: Det er en bet for Smedegaard