Mærsk bliver overhalet af kinesisk konkurrent på robothavn

Læs mere
Fold sammen

Mærsks APM Terminals var først på banen med en fuldautomatiseret containerhavn i stor skala, men nu er selskabet ved at blive overhalet på størrelsen.

I Yangshan nær Shanghai er det kinesiske havneselskab SIPG gået i gang med at teste verdens største automatiserede containerterminal.

Yangshan-terminalen får en indledende kapacitet på 4 mio. tyvefodscontainere (TEU) om året, hvilket er godt halvanden gange første fase af APM Terminals' Maasvlakte 2-havn i Rotterdam.

Senere vokser den til 6,3 mio. TEU om året, hvilket også er tæt på halvanden gange så meget som APM Terminals' planlagte 4,5 mio. TEU.

Mærsks havneselskab begyndte at bygge det banebrydende projekt i maj 2012 på indvundet havbund i udkanten af Rotterdams havn. Havnen blev officielt åbnet i foråret 2015 af Hollands kong Willem-Alexander.

Opstarten var dog vanskeligere end ventet, og det haltede i de første år med at få produktiviteten op på det rette niveau. Dertil kom, at havnen var blandt de hårdest ramte, da Mærsk i sommeren 2017 blev ramt af et hackerangreb, der lammede it-systemerne.

/ritzau/FINANS