Mæglere i digital dyst om kunder

Ny features på nettet, skal være med til at trække kunderne tilbage til Dansk Ejendomsmæglerforenings portal for erhvervsejendomme. Men den største konkurrent lader sig ikke skræmme.

Det er et godt eksempel på, at konkurrence virker og skaber bedre og billigere produkter til forbrugerne, så økonomer næsten vil få tårer i øjnene:

Efter at være mødt af konkurrence fra flere sider har Oline – oprindeligt den eneste danske portal, hvor man kunne søge efter ledige erhvervslokaler – nu opgraderet sin tjeneste betragteligt.

Resultatet er, at de udbudte ejendomme og lejemål på oline.dk fremover vil være suppleret med kortvisninger, oplysninger om f.eks. afstand til offentlige transportmidler, matrikeloplysninger, fotos fra flere vinkler, links til mæglernes egne præsentationer samt markedsoplysninger om, hvad andre har givet for at købe eller leje tilsvarende lokaler i området, det vil blive muligt at oprette søgeagenter, og hele systemet vil køre hurtigere. Kort sagt: Søger man efter erhvervslokaler på oline.dk, vil man få nogenlunde samme oplevelse, som hvis man søger en bolig på nettet.

På dette område, hvor boligmæglerne hele tiden har ligget i konkurrence mod hinanden, har man for længst taget alle de muligheder i brug, som internettet byder på. Hvorimod mæglerne på erhvervsområdet har været længere tid om at gøre brug af de nye muligheder.

I 2008 kom Lokalebasen.dk til, som et søsterselskab til MatchOffice og mæglerfirmaet DN Erhverv. I dag regner Oline netop Lokalebasen som sin primære konkurrent, og den har da også gjort meget for at trække kunderne over til sin portal. Bl.a. er Lokalebasen, som tidligere omtalt her i Berlingske Business Ejendomme, begyndt at producere tomgangsstatistik og efterspørgselsstatistik ved siden af de statistikker fra Oline, der ellers nærmest har haft en halv-officiel status.

Også virksomhedslokaler.dk er aktive i markedet med en database over dem, som søger lokaler. Desuden har Amino, som en del af sin service med at formilde kontakter mellem erhvervsdrivende, en lokalebørs.Oline blev stiftet tilbage i 1999, og den er i dag ejet af 135 mæglere med speciale i erhverv. Brugerne stiller større krav

»I starten var Oline.dk alene på markedet med en forholdsvis enkel portal. Men i dag stiller brugerne og den teknologiske udvikling langt større krav. Derfor har vi nu fuldendt et udviklingsarbejde vi påbegyndte for et par år siden således, at vi nu kan gå i luften med markedets absolut mest avancerede og opdaterede ejendomsportal,« siger direktøren Jesper Storm Hansen, der samtidig forudser, at udviklingen vil fortsætte i de kommende år, så portalerne tilbyder endnu mere, og så de kan læses på alle nye platforme som f.eks. smartphones.

Men en benhård konkurrence vil også være en del af den kommende udvikling, bebuder Jakob Dalhoff, adm. direktør i Lokalebasen.dk. Han har fulgt med i udviklingsarbejdet hos Oline – testversioner har ligget frit tilgængelig på nettet – og han vil ikke bortforklare, at han har været bekymret over, hvad konkurrenten fandt på. Men han er ikke alarmeret over det, han nu ser som det endelige resultat.

»Olines platform er bygget på ældre teknologi, og der er ikke nogen nye features. Deres design ligner også noget, man har set før. Der er ikke noget innovativt over det,« siger Jakob Dalhoff, der samtidig sætter spørgsmålstegn ved, om Oline virkelig er størst.

»Dels er der usikkerhed om, hvordan man opgør antallet af lejemål. Og vigtigere: Der er 20-30 procent mere trafik på Lokalebasen, end der er på Oline. Dette skyldes, at vi har været dygtige til at markedsføre vores produkt på Google, og at vi tilbyder brugere fra mobile enheder en god oplevelse bl.a. via vores App, ligesom vi i 2013 kommer med et responsivt design. For den, der skal leje lokaler ud, er det jo det afgørende – altså at flest mulige potentielle lejere ser annonceringen,« siger Jakob Dalhoff.

Jesper Storm Hansen oplyser, at selv efter korrektion for ejendomme, der er udbudt til leje på flere måder, er der stadig 8000 emner i Olines database.

»Vi har dobbelt så mange emner som Lokalebasen, så set fra brugerens synsvinkel er det hos os, man har størst chance for at finde det, man har brug for. Hvis man derimod vil udleje, har det naturligvis stor betydning, hvor mange der kommer ind og kigger. Det er et spørgsmål om markedsføring. Det er det, som Lokalebasen har været rigtigt dygtige til gennem en periode. Men antallet af brugere på Oline er også markant stigende, og vi bruger også mange flere ressourcer på markedsføring og søgeoptimering end tidligere. Men det er noget, der tager tid. Over et antal måneder er jeg ikke i tvivl om, at vi vil have flere brugere, end vi har i dag,« siger Jesper Storm Hansen.