Madtjeneste trækker sig ud af Danmark

Det er snart slut med de pink madbude på danske gader og stræder.

Foodora forlader Danmark.
Foodora forlader Danmark. Milos Ruml/AP/Ritzau Scanpix

Madudbringningstjenesten Foodora forlader det danske marked.

Det oplyser Foodora i en pressemeddelelse.

Der er endnu ikke sat en nærmere dato for, hvornår tjenesten trækker sig fra Danmark, og driften af virksomheden fortsætter som normalt indtil da.

»Ændrede forhold som udfordrende makroøkonomiske udviklinger har ført til en beslutning om at omfordele virksomhedens ressourcer til andre aktive markeder,« lyder det i pressemeddelelsen ifølge BT.

Ifølge selskabet har der dog været fremgang i Danmark de seneste 18 måneder.

Der vil i dag blive startet en dialog med de påvirkede medarbejdere, lyder det videre.

Foodora er en madudbringningstjeneste ligesom eksempelvis Wolt og Just Eat. Gennem en app kan man bestille mad, som bliver leveret af et bud.

Foodora har været i Danmark siden slutningen af 2022.

Selskabet eksisterer i dag også i Finland, Norge og Sverige samt i Østrig, Tjekkiet og Ungarn.

Det er det tyske leveringsselskab Delivery Hero, som ejer Foodora. Selskabet købte danske Hungry.dk i 2021, og herefter kom Foodora ind på det danske marked.

I regnskabet fra 2022, som er det senest offentliggjorte regnskab, tabte Foodora i Danmark 55 millioner kroner.

I regnskabet skrev ledelsen, at aktiviteterne i 2022 havde været fokuseret på skiftet fra Hungry.dk til Delivery Hero. Desuden havde der været reklameudgifter forbundet med navneskiftet.

Tabet var som forventet, lød det i regnskabet.

Ifølge cvr-registeret havde Foodora i marts i år 92 ansatte svarende til 76 årsværk.