Mads Øvlisen giver betalingsaviserne en opsang

"Morgenråbet fra hoveddøren "Aviserne ER kommet!" er blevet en glædesfanfare, som afventes med spænding. For også hos os, er det ved at blive undtagelsen, at vi får morgenavisen til tiden."

At biologer frygter gylle, og at lyden af opkast er verdens klammeste, var et par af de væsentlige nyheder, jeg ifølge gratisavisernes overskrifter her ved morgenens avislæsning kunne have fordybet mig i, hvis jeg havde orket.

For det er alene gratisaviser, der er blevet leveret til vores bopæl hertil morgen.

Hvis vi er heldige kommer de rigtige morgenaviser, om overhovedet, dryssende op ad formiddagen, når alle er væk og i gang. Gratisaviserne, siger os ikke rigtig noget og bliver næppe del af den nyhedsdækning, vi søger, og som blandt andet skulle sikre, at vi møder nogenlunde opdaterede til dagens aktiviteter.

En nyhedsdækning, som vi gerne betaler for, men som det bliver stadigt vanskeligere at få, når man som jeg er så gammeldags at søge den ved - og tilmed finde fornøjelse i - at læse "rigtige" aviser.

Og vi vil gerne være flittige og brede avislæsere hjemme hos os for bedre at leve op til de krav om indsigt i "verdens gang", vore arbejdsopgaver, tillidshverv og personlige interesser stiller.

Derfor har vi indgået abonnementsaftaler om at få leveret de tre største morgenaviser. Senere på dagen kommer Financial Times ind ad brevsprækken. Børsen læses elektronisk eller gennemblades på kontoret, hvor jeg også skimmer et par andre netaviser for at se sidste nyt.

Til overflod modtager jeg så, ved siden af enkelte tidsskrifter og nyhedsbreve, løbende elektronisk presse/infoservice og netavis "klip" via de virksomheder, jeg er knyttet til. Weekendavisen hører også med. Så vi skulle være ordentlig klædt på.

Undtagelsen at få morgenavisen til tiden

Det er vi bare sjældnere og sjældnere. Morgenråbet fra hoveddøren "Aviserne ER kommet!", er blevet en glædesfanfare, som afventes med spænding. For også hos os, er det ved at blive undtagelsen, at vi får morgenavisen til tiden.

Men gratisaviserne, ejet eller støttet af store bladhuse, som har besvær med at levere det, jeg betragter som deres hovedydelse, og som jeg betaler for, er der!

Jeg har svært ved at forstå den strategi, der ligger bag. Jeg kender ikke mange virksomheder, som har klaret sig ved at fokusere på deres perifere produkter på bekostning af kerneproduktet.

Og en satsning på gratisaviser synes ikke at være en strategi som hænger særlig godt sammen med bladenes visioner og værdigrundlag; velformulerede og ansvarlige udsagn om troværdighed, uundværlighed, om at være et væsentligt redskab i samfundets demokratiske proces, om ikke primært at tjene penge, men om at fremme frisind, som man utvivlsomt søger at leve op til redaktionelt og journalistisk.

Er vi kke deres kernekunder?

Med dette udgangspunkt bør jeg, den betalende videnssøgende abonnent, være deres kendekunde Jeg søger gennem de store morgenaviser at få dækket et videns- og oplysningsbehov til tiden.

Det behov, dækker gratisaviserne ikke, men alligevel får de, leveringssikkerheden taget i betragtning, tilsyneladende større opmærksomhed fra udgiverside.

Jeg kender intet til bladverdenen. Men også der må det dreje sig om, at holde øjet på bolden. At kende sine kunder. Satse på sit kerneprodukt og sine kernekompetencer for at kunne vokse og overleve. At være førende på sit forretningsområde handler ifølge min erfaring oftere om fravalg end tilvalg. Men for at kunne gøre det, skal man kende sin forretning og kende sine kunder og deres behov.

Mine behov er nyhedsdækning til tiden. Det kan morgenavisen give mig. Derfor finder jeg mig også, om end gryntende, i, at man åbenbart mener, at jeg har større behov for de mange weekend-timer, hvor jeg ikke er på boligjagt, at være på eksklusivt trek i Cambodja eller filme pingviner i Antarktis sammen med de andre medlemmer af bladets vinklub, hvor vi sidst mødtes for at udveksle reservedele til vore vintage BMW Isettaer og diskutere de seneste armbåndsursratings i en pause i maratonløbeprogrammet.

Jeg er ikke i tvivl om at bladene journalistisk og redaktionelt stræber efter at leve op til deres visioner og værdimål, men det ser ikke ud til, at den valgte forretningsmodel understøtter disse mål.

Og når vision og overordnet strategi ikke spejles i forretningsmodellen, er der lagt op til virksomhedskrise.