Madoffs finansdirektør ventes at tilstå

USAs største finansskandale er ikke slut endnu. Nu skal Bernard Madoffs finansdirektør for retten.

Bernard Madoff, som stod bag pyramidekæden, fik 150 års fængsel. Foto: Timothy A. Clary, AFP/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Manden, der var finansdirektør for den amerikanske storsvindler Bernard Madoff, ventes at erklære sig skyldig i bedrag og i de øvrige anklager.

Frank DiPascali ventes sent tirsdag dansk tid at møde op i retten i Manhattan i New York for at tilstå sin skyld i den største bedragerisag i USAs historie. Bagmanden, børs- og finansmægleren Bernard Madoff, fik 150 års fængsel for at stå bag et enestående pyramidespil, som opslugte tusinder af menneskers livsopsparinger, og som sendte chokbølger gennem den amerikanske finansverden.

Kunder har beskrevet Frank DiPascali som manden, de havde kontakt med i forhold til Madoffs forretning.

Anklagemyndigheden siger, at Frank DiPascali ventes at erklære sig skyldig i anklagerne, som også omfatter forsikringssvindel, forfalskning af papirer og international hvidvask af penge.