Madleverandør med vækst

Det Danske Madhus er blevet landets største private måltidsleverandør til de ældre, som kommunerne har visiteret til madleverancer.

29BBMentrep-madhus-lavopl#2.jpg
Storkøkken: Henrik Sørensen er uddannet kok og ejer af Det Danske Madhus. Foto: Bo Amstrup. Fold sammen
Læs mere

En del kommuner vil helst gøre alting selv, men stadig flere kommuner overlader det efterhånden til private virksomheder at levere måltider til visiterede ældre.

En af de virksomheder, der nyder godt af denne tendens, er Det Danske Madhus med hjemsted i Thisted. Virksomheden har kontrakter eller opgaver i godt 80 kommuner landet over. Nu ekspanderer Det Danske Madhus også på Sjælland, hvor konkurrenten Kram Madservice blev købt i fjor.

Virksomhedens væksthistorie har indbragt Det Danske Madhus prisen som regionsvinder i Nordjylland i konkurrencen »EY Entrepreneur of The Year« for anden gang. Virksomheden var også vinder i fjor.

At levere mad til kommunernes ældre kræver stort fokus på kvalitet, men også på logistik. Samtidig er det en vigtig opgave at motivere medarbejderne, så de visiterede hjemmeboende pensionister samt beboere på plejecentre og væresteder er tilfredse, når dagens højdepunkt – det daglige varme måltid – leveres.

Det Danske Madhus ejes af Henrik Sørensen, der er uddannet kok og levnedsmiddelkandidat fra Landbohøjskolen. Han er også medejer af transportfirmaet Multitrans, som samarbejder med Det Danske Madhus. I direktionen indgår desuden Brian Sørensen.

Virksomheden har sit eget uddannelsesprogram for medarbejderne og er i øvrigt certificeret inden for arbejdsmiljø.

Virksomheden har allerede nået sit første mål – at blive Danmarks største aktør på sit felt.

Nu arbejdes der med en ny strategi, som bl.a. skal øge det i forvejen store fokus på slutbrugerne – de visiterede ældre, der modtager maden.