Målet er at fordoble milliardomsætning

Med en ny ejer i ryggen skyder EET en ambitiøs vækststrategi i gang. Selskabet stiler efter milliardvækst i de kommende år.

Læs mere
Fold sammen

Ejerskiftet i EET Europarts skal føre til markant vækst i de kommende år i det relativt anonyme danske it-selskab.

Hvis vækstmålene, som EET-stifter John Thomas har aftalt med den nye ejer FSN Capital, indfries, vil det føre til mere end en fordobling af selskabet. Og der er muligheder for mere end det. En vækst på ikke mindre end 175 procent inden for de næste fem-seks år kan godt lade sig gøre, siger han. Det sker med udgangspunkt i et rekordregnskab for 2014.»Vi har i de seneste fem år haft en organisk vækst på over ti procent hvert år og kommer til at omsætte for ca. 1,8 milliarder kroner i 2014. Det bedste regnskab i vores historie er det, vi fremlægger for 2014,« siger John Thomas.

Under den nu tidligere ejer, IKEA-fonden Alipes, er der realiseret stor vækst.

»Vi har fordoblet virksomheden i de senere år, og jeg tror, at vi sammen med FSN kan forsætte det og levere en fordobling af både top- og bundlinje over de næste fem år,« siger John Thomas.

Klar til børsnotering næste gang

Men markedet er ekstremt fragmenteret, og kan sagtens byde på endnu større vækstmuligheder, siger han.

»Vi har mulighed for at vokse både organisk og gennem opkøb. Med de muligheder, der er i markedet, er det at omsætte for over fem mia. kr på ingen måde umuligt, hvis vi kigger fem-seks år frem,« siger John Thomas.

Virksomheden har gennem årene gennemført mere end 20 opkøb, og vækst gennem opkøb er oplagt til at supplere den organiske vækst, fortæller han.

»Vi har en relativt beskeden markedsandel, og derfor har vi fortsat masser af vækstmuligheder. De muligheder er en masse mindre distributører i et fragmenteret europæisk marked,« siger John Thomas.

Han har ført EET frem til at være Europas største distributør af reservedele til mobil­telefoner, computere, printere og tablets. EET sælger desuden overvågningsudstyr.

»Vi er dygtige til at distribuere varer, der har relativt lav værdi, eller som ikke har den højeste omsætningshastighed. Det er en kompleks forretning, som mange ikke vil røre ved, fordi man skal have optimeret alle sine processer. I alt beskedenhed er vi Europas bedste til det, vi gør,« siger John Thomas.

EET-stifteren havde oprindeligt sat næsen op efter en børsnotering, når Alipes ville sælge, men det urolige danske børsmarked som følge af børsdebutanten OW Bunkers kollaps i det sene efterår ødelagde EET’s børsplaner.

»Vi har kigget på mange forskellige muligheder. Det kunne have været en børsnotering eller et salg til en fond. Vi synes, at begge muligheder var interessante, og hvis det næste gang bliver en børsnotering, er vi klar til det,« siger John Thomas.