Lynnedslag skabte SMS-kaos

Alle TDC-mobilkunder ramt af 12 timers nedbrud. (Opdateret kl. 12.30)

TDCs mobilkunder har hele onsdag formiddag døjet med konstant indtikkende beskeder efter et større nedbrud hos Danmarks største teleselskab. Foto: Colourbox
Læs mere
Fold sammen
Et lynnedslag i en TDC-central i Nordsjælland skabte hele tirsdag aften og en del af onsdag formiddag et sandt SMS-kaos i Danmark.

TDCs mobilkunder modtog et væld af beskeder, og mange af dem kom adskillige gange.

»Et lyn slog ned i en af vore centraler i Virum i går, og strømmen gik. Da der igen var strøm, var der problemer med at få trafikken i gang igen. Problemerne varede fra klokken 21 tirsdag til klokken 9.40 onsdag formiddag,« forklarer presserådgiver Rasmus Windfeld fra TDC.

Næsten et halvt døgns afbrydelse

Afbrydelsen betød, at alle SMS-tekstbeskeder, som var sendt fra en TDC- eller Telmore-kunde til andre TDC- eller Telmore-kunder hobede sig op i en stedse længere kø. Derimod fungerede trafikken mellem TDC-/Telmore-kunder og andre teleselskabers kunder uden problemer.

Først onsdag formiddag kom der hul igennem, og derefter blev de mange ophobede beskeder skudt af sted mod modtagerne - flere af dem blev modtaget gentagne gange.

TDC mente ved middagstid onsdag, at stort set hele puklen af beskeder var afviklet, men kunne ikke afvise, at der stadig var mindre skvulp tilbage.

Når man sender en SMS-besked, der ikke når frem, gensendes den nemlig automatisk efter et givent interval. Og dette interval vokser i takt med, at den ikke sendes. Beskeder, der blev sendt lige omkring nedbrudstidspunktet, kan altså fortsat ligge i kø. Et trick er dog at slukke mobiltelefonen og tænde den straks efter. Så henter den nemlig alt, der ligger i kø, på een gang.

TDC er Danmarks største mobilselskab med to millioner kunder. Oveni kommer det TDC-ejede lavprismobilselskab Telmore med 665.000 kunder.