Lurpak nu størst i Storbritannien

Det hæderkronede danske smørmærke Lurpak har overhalet Storbritanniens hidtil største mærke, Flora, og er nu briternes foretrukne smørelse på brødet med et salg på 1,9 milliarder kr. på et år. Næste mål for Arla er at fordoble eksporten af ost til det engelske marked på tre år.

Dansk Lurpak en nu det største smørmærke i Storbritannien. Fold sammen
Læs mere
Foto: Allan Lundgren
LEEDS: Margarinen Flora har været det mest solgte smørelse i Storbritannien i årtier. Men det er slut nu, hvor det hæderkronede danske smørmærke Lurpak for første gang nogensinde har indtaget førstepladsen som det mest solgte mærke på de britiske øer. Det sker med et salg på hele 1,9 mia. kr. i løbet af de seneste 12 måneder, hvilket er 2 mio. kr. mere end ærkerivalen Flora.

»Det er en fantastisk præstation at slå Flora, som var næsten dobbelt så stor som Lurpak for bare ottte år siden. Og præstationen bliver endnu større af, at vi samtidig har en forbrugertrend i retning af sundere produkter. Dette er tydeligvis et eksempel på, at forbrugerne ikke er villige til at gå på kompromis med smagen,« siger salgsdirektør i Arla Foods UK Simon Stevens.

Den markante fremgang for Lurpak kommer efter en omfattende markedsføringskampagne for mærket, hvor Arla under sloganet »God mad fortjener Lurpak« har forsøgt at koble Lurpak til kvalitet, nydelse og naturlighed. Kampagnen har kørt på TV, i aviser, udendørsreklamer samt i konkurrencer i supermarkederne Asda og Tesco.

Det samlede marked for gult fedt - dvs. smør og margarine - er på knap 10 mia. kr. i Storbritannien. Med en markedsandel på ca. 20 procent er Lurpak nu blandt de tyve største brands i Storbritannien. En liste, der toppes af Coca-Cola.

Ostesalget skal løftes
Arla har planer om at følge smør-successen op med en oste-succes.

»Seks procent af vores omsætning her i UK er på ost. Det skal øges til mindst ti procent inden tre år, for der er store uudnyttede muligheder på ostemarkedet,« siger Simon Stevens.

Da al den ost, Arla sælger i Storbritannien, produceres i Skandinavien, betyder det, at eksporten af ost til det britiske marked skal stige fra de nuværende godt 700 mio. kr til mere end 1,2 mia kr. inden 2010. Det bliver især oste som feta-mærket Apetina, der blev introduceret til briterne for 18 måneder siden, samt mærket Castello, som Arla fik i stald med købet af Tholstrup Cheese, der skal trække osteeksporten op, oplyser Arla.

Arlas britiske aktiviteter foregår gennem datterselskabet Arla Foods UK, som blev skabt gennem en fusion mellem Arla Foods i England og det engelske mejeri Express Dairies i 2003. Efter fusionen ejede parterne hhv. 51 og 49 procent, men efter store samarbejdsvanskeligheder besluttede Arla-koncernen at købe de resterende 49 procent af aktierne i foråret og dermed få fuld kontrol med selskabet, der sidste år omsatte for 12 mia. kr. og havde 1.600 mælkeleverandører. Arla-koncernens samlede omsætning lå sidste år på 46 mia. kr.