Lunken modtagelse af MTGs rekordopkøb

Investorerne giver MTGs største opkøb til dato en lunken modtagelse. Efter et dramatisk fald fra morgenstunden har aktiekursen dog rettet sig pænt op.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Investorer og analytikere vendte tommelfingeren nedad til MTGs rekordopkøb i Bulgarien, da aktiemarkedet åbnede her til morgen. Efter at have kigget nærmere på handlen er kursen dog steget igen fra et tocifret tab til et minus på 1,9 pct.

”Ved første øjekast ser det meget dyrt ud, selvom der er strategisk logik i handlen,” lyder vurderingen fra analytiker Stefan Nelson, SEB Enskilda, til Bloomberg. Han har nedjusteret sin anbefaling af MTG aktien fra ”køb” til ”hold”.

MTG har netop købt selskabet bag Bulgariens næststørste TV-kanal, Nova Televisia Bulgaria for 620 mio. euro. – eller 4,6 mia. kr. Med opkøbet følger samtidig optagelsen af et nyt lån på 3 mia. svenske kroner. Med fokus på unge kvinder havde Nova sidste år en markedsandel på 32 pct. af det bulgarske marked for TV-reklamer.

”Det er vores største opkøb til dato, og det styrker vores position markant i et af Europas hurtigst voksende og mest attraktive TV-markeder,” sgier CEO Hans-Holger Albrecht i en pressemeddelelse.

MTG, der i Danmark blandt andet står bag TV3 og 3+ har tabt 24,4 pct. af sin markedsværdi i år. Selskabet kom for nyligt med regnskab for årets første 6 måneder. Det viste en vækst i omsætningen på 16 pct. til 6,3 mia. svenske kr. og et driftsresultat på 1,3 mia.