Lundbecks hyldede direktør stopper: Kåre Schultz tager internationalt topjob

Lundbecks hyldede CEO, Kåre Schultz, har sagt ja til et topjob i medicinalselskabet Teva. Desuden stopper driftsdirektøren i Lundbeck, Staffan Schüberg, også.

Foto: ERIK REFNER/Scanpix 2016 Fold sammen
Læs mere

Kåre Schultz, der har stået i spidsen for en hård og succesrig omstilling af Lundbeck, forlader det danske medicinalselskab til fordel for et topjob i israelske Teva, der i 2016 omsatte for 135 mia. kr. Lundbecks adm. direktør har kun været på sin post siden maj 2015, og medicinalselskabets aktiekurs er tordnet derudaf under Schultz.

»Jeg har været ekstremt glad for at være adm. direktør hos Lundbeck. Lundbeck er en unik virksomhed, og i år er vi på vej til at levere de bedste finansielle resultater for selskabet nogensinde. Udsigterne er stærke med høj lønsomhed og et solid cash flow mange år fremad, og jeg kunne let se mig selv arbejde hos Lunbeck i mange år. Jeg har bare fået et tilbud, som jeg ikke kunne afslå: At være adm. direktør for et af de største medicinalselskaber i verden,« siger Kåre Schultz.

Selvom Teva er væsentligt større end Lundbeck, så er det et selskab, hvis omsætning dårligt har rykket sig ud af flækken i fem år. Selskabet befinder sig desuden i en mindre krise, og aktiekursen er stort set kun faldet det seneste halvandet år. Teva kæmper med en kæmpe gæld, og det er ikke meget mere end en måned siden, at selskabet annoncerede, at man skulle fyre 7.000 medarbejdere.

Kåre Schultz har stor erfaring med at rette op på selskaber i uføre, for det er var den situation, Lundbeck stod i, da han tiltrådte. Ganske kort efter sin tiltrædelse i Lundbeck afskedigede han 1.000 medarbejdere, hvilket gav ham øgenavnet »Hard-Kåre« - et ordspil på det engelske ord hardcore.

Med topposten i Teva tager Kåre Schultz faktisk en større skalp, end han umiddelbart så ud til at få, da han var kronprins i Novo Nordisk. Tevas omsætning på 135 mia. kr. er nemlig omkring 20 mia. kr. større en Novo Nordisks toplinje.

For Lundbeck markerer Kåre Schultz' afgang starten på et stort ledelsesvakuum i det danske medicinalselskab. Uafhængigt af topchefens farvel har den kommercielle direktør Staffan Schüberg nemlig også besluttet sig for at søge nye græsgange. Han skal være adm. direktør i et unavngivent privat selskab.

»Det er meget uheldigt, at både Kåre og Staffan stopper på omkring det samme tidspunkt. Dog stopper de på et tidspunkt, hvor Lundbeck er stærk og sund og med solidt momentum og en klar, strategisk retning,« siger bestyrelsesformand i Lundbeck, Lars Rasmussen.