Selskabet har mandag indgået et samarbejde med amerikanske Circuit Therapeutics, der beskriver sig selv som verdensledende inden for såkaldt optogenetik.
Teknologien giver mulighed for at aktivere eller deaktivere udvalgte hjerneceller, der er gjort lysfølsomme via en bakterie. Ved at lyse på cellerne med indopererede optiske fibre kan cellerne derved styres og bringes til at fungere på særlige måder.
For Lundbeck gælder det om at forsøge at efterligne den måde celler i bestemte dele af den menneskelige hjerne fungerer på under depression.
»Denne nye teknologi med aktivering af hjerneceller gennem belysning giver os meget bedre muligheder for at undersøge depression i levende (muse)hjerner. Det kan forhåbentlig bane vej for bedre fremtidige behandlinger. Vi kan skabe samme biologiske tilstande hos mus som hos mennesker med depression og dermed få et meget mere præcist billede af sygdommen og mulighederne for at behandle den,« skriver pressechef i Lundbeck Mads Kronborg i en mail til Ritzau Finans.