Lundbeck sælger rettigheder til skrinlagt sovemiddel

Lundbeck har solgt rettighederne til lægemiddelkandidaten Gaboxadol til det amerikanske biotekselskab Ovid Therapeutics.

Foto: Torkil Adsersen. Lundbeck har solgt rettighederne til lægemiddelkandidaten Gaboxadol til det amerikanske biotekselskab Ovid Therapeutics.
Læs mere
Fold sammen

Som led i aftalen er Lundbeck blevet mindretalsaktionær i Ovid, ligesom det står til at modtage visse milepæle og royalties af eventuelt salg.

Det oplyser selskaberne i en fælles meddelelse. Selve aftalen blev indgået den 25. marts.

Gaboxadol fejlede for flere år siden i et fase 3-studie mod søvnløshed, og har siden været et skrinlagt lægemiddelprojekt for Lundbeck.

- Økonomisk er det ikke en stor aftale for os, men det ville være rigtigt sjovt, hvis Gaboxadol kunne få en fremtid, siger udviklingsdirektør i Lundbeck Anders Gersel Pedersen til finans.dk,

Ovid planlægger at udvikle midlet til behandling af Angelman Syndrom, der er en sjælden genfejl, der giver anledning til en manglende mental udvikling, epilepsi og karakteristiske latterudbrud.

Desuden vil Ovid udvikle Gaboxadol til behandling af fragilt X-sydrom, der er kendetegnet ved udviklingshæmning, uro og opmærksomhedsforstyrrelser.