Lundbeck sælger fra til egen fond

Medicinalvirksomheden Lundbeck sælger aktiver, blandt andet aktierne i LifeCycle Pharma, til Lundbeckfonden.

Foto: Scanpix.
Læs mere
Fold sammen
Medicinalvirksomheden H. Lundbeck A/S frasælger en række ikke-strategiske investeringer til Lundbeckfonden.

Det gælder aktierne i det børsnoterede selskab LifeCycle Pharma samt ejerandele i fire mindre kapitalfonde. Lundbeck ønsker at afhænde investeringer, der ikke har strategisk betydning for selskabet.

"Vores mål er at udvikle Lundbeck til verdens førende medicinalselskab inden for hjernesygdomme, og de aktiviteter, der ikke tilfører os strategisk værdi, bliver nu solgt fra. Vi er samtidig glade for, at vi med dette frasalg kan styrke Lundbeckfonden i deres arbejde med at blive en aktiv partner inden for biovidenskab," siger Lundbecks koncernøkonomidirektør Anders Götzsche.

For Lundbeckfonden markerer handlen fondens nye investeringsstrategi, der har øgede investeringer inden for biovidenskab som en hjørnesten, oplyser parterne.

Aktierne i LifeCycle Pharma handles til en kurs på 18 kroner pr. aktie, svarende til en samlet pris på 276 millioner kroner. Det giver Lundbeck en fortjeneste på cirka 124 millioner kroner i forhold til den bogførte værdi af aktierne.

Ritzau