Lundbeck længere fra løsning

Medicinalselskabet Lundbecks patentproblemer blev i går endnu større, efter selskabet droppede at udvikle videre på sit skizofrenimiddel Bifeprunox.

Nu er Bifeprunox endegyldigt hældt i vasken, og selv om det efter sigende var ventet, står Lundbeck og topchef Ulf Wiinberg (billedet) fortsat over for den udfordring, der har plaget Lundbeck i en årrække. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Ifølge Lundbeck kom det ikke som den store overraskelse for Valby-virksomheden, at man i går blev tvunget til at droppe sit problematiske produkt Bifeprunox.

Allerede i november 2005 blev medicinalvirksomheden nemlig advaret om sit problembarn, da man blev nødt til at skyde den planlagte lancering af Bifeprunox med to år.

Nu er midlet så endegyldigt hældt i vasken, og selv om det efter sigende var ventet på Ottiliavej, står Lundbeck og topchef Ulf Wiinberg fortsat over for den udfordring, der har plaget Lundbeck i en årrække.

I 2012 taber selskabets storsælgende depressionspille Cipralex nemlig sit patent i USA, hvorefter kopiproducenter står i kø for at overtage Lundbecks markedsandele.

Alene af den grund er Lundbecks aktiekurs hamret i bund siden august 2001, hvor en aktie i medicinalvirksomheden kostede lidt over 294 kr.

Havde haltet længe
Oven på nyheden om Bifeprunox sendte investorerne Lundbeck-aktien yderligere ned med over to procent, så den hårdt prøvede aktie torsdag lukkede i kurs 101,75.

»Det er et projekt, som har haltet noget. Men vi fik muligheden for at køre det videre på et meget begrænset omkostningsniveau og samtidig få afprøvet en hypotese om, at det kunne virke i den vedligeholdelsesprægede sammenhæng frem for i akut behandling. Det var værd at gøre, i lyset af at det ikke var særligt omkostningstungt, men det viser sig nu at det holdt ikke stik – så det er ikke noget større overraskelse for os,« forklarer Anders Gærsel Pedersen, forskningsdirektør i Lundbeck.

Alligevel er faktum, at Lundbeck langsomt men sikkert nærmer sig udløbet af det vigtige patent uden reelt at have en løsning i ærmet.

Opkøb uden effekt
I marts foretog Lundbeck ellers det længe ventede opkøb, som aktiemarkedet havde sukket efter i flere år, da man betalte 5,2 mia. kr. for det amerikanske selskab, der nu har fået navnet Lundbeck Inc.

Problemet for Lundbeck er blot, at man blandt andet købte Ovation for at have en platform i USA til firmaet store fremtidshåb LUAA21004, som var udset til at være arvtageren for Cipralex.

Det floppede dog fælt før sommerferien, da produktet stort set viste sig at være uden reel effekt. Og da Bifeprunox nu også er skrinlagt, sætter det yderligere pres på Lundbecks svenske topchef Ulf Wiinberg og hans særlige opkøbsteam, der i øjeblikket gennemsøger markedet for tilgængelige stoffer, som Lundbeck kan se et potentiale i og ikke mindst har råd til.