Lundbeck i vejret efter godt depressions-nyt

Lundbeck har mandag præsenteret friske og opløftende fase III-resultater med depressionsmidlet LU AA21004. Aktiemarkedet kvitterer med at handle aktien markant op.

Foto: NIels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lundbeck melder om opløftende fase III-resultater med depressionsmidlet Lu AA21004, og på grundlag af de nuværende data planlægger selskabet og dets japanske partner Takeda at indsende en registreringsansøgning for midlet i USA i andet halvår 2012. Herudover planlægger Lundbeck at indsende registreringsansøgning til de europæiske og de canadiske myndigheder i andet halvår 2012. De nye data, som Lundbeck offentliggør resultaterne af, er fra tre nyligt gennemførte kliniske fase III-studier med Lu AA21004. To studier blev foretaget udelukkende i USA, og et studie blev foretaget primært i Europa. - De positive resultater fra disse studier viste, at Lu AA21004 statistisk signifikant reducerede depressionssymptomer hos patienter med depression i forhold til placebo, skriver Lundbeck i meddelelsen. Medicinalselskabet fortæller endvidere, at Lu AA21004 generelt var veltolereret i de tre fase III-studier. - Vi er yderst tilfredse med den konsistens i behandlingseffektivitet og tolerabilitet, som vi har set på tværs af alle de studier, vi indtil videre har færdiggjort, og vi planlægger at indsende en registreringsansøgning for Lu AA21004 både i USA og Europa i andet halvår 2012, udtaler Lundbecks forsknings- og udviklingsdirektør, Anders Gersel Pedersen.

Dagens meddelelse bliver varmt modtaget af investorerne, som sender aktien i vejret på en ellers gennemgående rød dag på den københavnske fondsbørs. Aktien stiger 10 minutter efter offentliggørelsen med 6,9 pct. til 116,50 kr.

Ritzau Finans