Lundbeck foretager kæmpe opkøb

Danske Lundbeck har mandag morgen offentliggjort, at man overtager Alder BioPharmaceuticals, der sælger lægemidler til behandling og forebyggelse af migræne. Handlen er værdisat til cirka 13 milliarder kroner.

Deborah Dunsire, topchef i Lundbeck. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Danske Lundbeck overtager Alder BioPharmaceuticals, som er et selskab dedikeret til migrænebehandling og -forebyggelse, i en handel der er værdisat op til 1,95 milliarder dollar – altså omkring 13 millarder danske kroner.

Det gør handlen til en af de største danske medicinalhandler nogensinde.

Det fremgår af en fondbørsmeddelelse mandag morgen.

Dermed udbygger Lundbeck sin portefølje af behandlinger til hjernesygdomme. Ifølge meddelelsen er det Lundbecks hensigt at udvikle og lancere produktet eptinezumab over hele verden med forventet lancering i USA i 2020.

Ifølge Lundbeck vil det accelerere omsætningsvæksten i tråd med den strategi, som medicinalselskabet annoncerede i februar. Opkøbet finansieres af eksisterende likviditetsreserver samt bankfinansiering.

Alder BioPharmaceuticals er en lægemiddelvirksomhed, som udvikler produktet eptinezumab til forebyggende behandling af migræne for voksne.

Med opkøbet ønsker Lundbeck at styrke sin organisation i 56 lande, som arbejder på at forbedre mulighederne for at hjælpe patienter med hjernesygdomme – herunder migræne.

»Alder er et perfekt match i forhold til Lundbecks fokuserede strategi inden for hjernesygdomme og organisatoriske kompetencer. Denne transaktion er et resultat af vores strategi Expand and Invest to Grow. Migræneforebyggelse er en attraktiv indikation for os, der udnytter vores specialiserede kommercielle ekspertise inden for distribution af lægemidler til hjernesygdomme,« lyder det i fondbørsmeddelelsen fra direktør og CEO i Lundbeck, Dr. Deborah Dunsire.

Lundbeck igangsætter købstilbud for aktier

I aftalen om opkøbet er det ligeledes besluttet, at Lundbeck igangsætter et købstilbud for alle udestående aktier i Alder, således at Alders aktionærer får tilbudt 18 amerikanske dollar pr. aktie plus et ikke-omsætteligt værdipapir med kursgaranti på to amerikanske dollar pr. aktie.

Det fremgår ligeledes af fondbørsmeddelelsen, at bestyrelsen i Alder enstemmigt har godkendt transaktionen, og at Alder vil sende en anbefaling til aktionærerne om at sælge deres aktier til Lundbeck.

Per Hansen, der er investeringsøkonom hos Nordnet, skriver om opkøbet:

»Lundbeck tager en chance og køber Alder BioPharmaceuticals på forventet godkendelsesmæsssig FDA-efterbevilling, og kommer i konkurrence med bl.a. Tevas migrænemiddel Avojy. Dermed »mødes» Lundbeck og tidligere topchef Kåre Schultz igen, konkurrencemæssigt, hvis altså Alders og nu Lundbecks produkt får FDAs markedsføringsstempel,« lyder det i en e-mail.