Lundbeck fordobler overskuddet i første halvår

Medicinalkoncernen Lundbeck har haft et stærkt halvår, der overgår aktieanalytikernes forventninger. Driftsoverskuddet er steget næsten en halv gang til 3 milliarder kr., og bundlinjen er fordoblet til 2,2 milliarder kr.

Foto: Søren Bidstrup. Lundbecks vikar i topchefstolen, Anders Götzsche, lander et stærkt sidste regnskab, inden han overlader stolen til Lundbecks nye topchef, Deborah Dunsire, 1. september. (Foto: Søren Bidstrup/Scanpix)
Læs mere
Fold sammen

Det er et stærkt sidste regnskab, topchef-vikaren i Lundbeck, Anders Götzsche, afleverer. Ikke mindst årets andet kvartal overrasker positivt. Lundbeck omsatte i april, maj og juni for 4703 mio. kr. mod ventet 4600 mio. kr. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Lundbeck selv. I andet kvartal sidste år omsatte Lundbeck for 4,28 milliarder kr.

Samtidig venter Lundbeck-ledelsen dog stigende konkurrence fra kopiproducenter i andet halvår.

Det viser halvårsregnskabet fra medicinalkoncernen, der er offentliggjort onsdag. Regnskabet viser også, at driftsresultat (EBIT) landede på 1,35 milliarder kr. mod ventet 1,195 milliarder kr. blandt analytikerne og et plus på 1,05 milliarder kr. i den tilsvarende periode sidste år.

»Vi har haft et rigtigt godt første halvår med en vækst i omsætningen på 9 pct., en markant forbedring af driftsoverskuddet til tre milliarder kr. og en EBIT-margin (overskudsgrad, red.) på 32,4 procent. Dermed er vi godt på vej til at opnå Lundbecks bedste finansielle resultater nogensinde på trods af, at vi forventer generisk konkurrence på Onfi i slutningen af året,« siger Anders Götzsche, fungerende administrerende direktør for Lundbeck, i en meddelelse.

Götzsche har fungeret som midlertidig topchef i Lundbeck siden Kåre Schultz stoppede for at skifte til israelske Teva i oktober sidste år. I starten af juli i år kom det frem, at Lundbeck har ansat 56-årige amerikansk-sydafrikanske Deborah Dunsire som ny øverste direktør per 1. september. Herefter træder Götzsche tilbage i sin gamle rolle som koncernfinansdirektør.

Udgift til forlig

Resultatet indeholder en udgift til et forlig til 334 mio. kr., som Lundbeck indgik i juni med det amerikanske justitsministerium vedrørende en undersøgelse af selskabets relationer og donationer til uafhængige patientstøtteordninger.

På bundlinjen fik Lundbeck et overskud på 999 mio. kr. mod et overskud på 608 mio. kr. i samme periode sidste år.

»Væksten er primært drevet af vores nøgleprodukter, som alle vinder markedsandele, ligesom vi har vækst i alle regioner. Vi glæder os over, at vores lægemidler forbedrer livet for mennesker i hele verden og arbejder løbende på at gøre dem tilgængelige for flest mulige relevante patienter,« lyder det fra Anders Götzsche og fortsætter:

»Også inden for forskning og udvikling har vi haft fremgang i halvåret, hvor vi har påbegyndt klinisk udvikling af tre stoffer opfundet af vores egne forskere og desuden føjet foliglurax til vores pipeline,« udtaler Anders Götzsche.