Lundbeck fastholder forventning til Lexapro-salg

Partneren Forest Labs nedjustering af forventningerne til salget af Lexapro får ikke Lundbeck til at ændre på sit estimat for de ventede royalty-indtægter fra salget af antidepressivet på det amerikanske marked.

Foto: JB REED

- Vi holder fast i de her 500-700 mio. kr. (for regnskabsåret 2012, red.), om end det måske bliver sværere at nå toppen af dette spænd, siger Mads Kronborg, pressechef i Lundbeck, til Ritzau Finans.

Forest nedtonede tidligere mandag forventningerne til salget af Lexapro for det forskudte regnskabsår 2012/13, der udløber med udgangen af marts næste år, til 215 mio. dollar fra tidligere 250 mio. dollar.

Årsagen til nedjusteringen fra Forest er, at konkurrencen fra generiske produkter i højere grad end forudset har påvirket det amerikanske selskabs salg af Lexapro, efter at antidepressivet i marts gik af patent i USA.