Lundbeck: 2006-regnskab er solidt

Det sidste regnskab fra finansdirektør Hans Henrik Munck-Jensen hos Lundbeck bliver solidt.

Det oplyser finansdirektøren i forlængelse af beslutningen om at stoppe karrieren hos Danmarks næststørste medicinalselskab, når 2006-tallene lægges på bordet i marts.

- Jeg gør arbejdet færdig, og det betyder, at jeg for sjette gang aflægger et solidt koncernregnskab den 7. marts, siger Hans Henrik Munck-Jensen til RB-Børsen.

Munck-Jensen understreger, at beslutningen om at stoppe hos Lundbeck er udramatisk og uden relation til den direktions-rokade, der samtidig er annonceret.

Hans Henrik Munck-Jensen har været ni år hos Lundbeck, hvoraf de seks har været som finansdirektør.

(RB-Børsen)