Lund afventer nyt om Sony-fyringer

De 2.500 ansatte hos Sony Mobile i Lund håber at gå fri af den store fyringsrunde, hvor 10.000 jobs nedlægges.

Der var store smil og håndtryk mellem Sonys vicepræsident, Kazuo Hirai (tv) og angående CEO for Sony Moblile Comunications, Bert Nordberg (th) under en pressekonference i Barcelona i februar. I dag holder ansatte i Sony Mobiles svenske afdeling vejret, grundet udsigter til omfattende fyringer i hele koncernen. (Arkiv) Fold sammen
Læs mere
Foto: JOSEP LAGO

Det er endnu uvist, om den gigantiske fyringsrunde af 10.000 ansatte i elektronikgiganten Sony vil ramme Sony Mobiles udviklingscenter i Lund ved Malmö.

Sonys nye topchef siden 1. april, den hidtidige næstkommanderende Kazuo Hirai, fremlagde mandag nedskæringsplanerne for den japanske koncern, som har 170.000 ansatte.

Hvordan de 2.500 ansatte i Sony Mobile - det hidtidige Sony Ericsson - i Lund rammes, er endnu uklart.

Ordførende i fagforeningen Sveriges Ingenjörer i Sony Mobile, Ulf Bengtsson, siger til Sydsvenska Dagbladet, at han ikke er urolig for flere nedskæringer i Lund ud over de 149 stillinger, som blev varslet sidst i marts.

»Vi har ikke hørt noget andet. Men man ved jo endnu intet. Sony er jo en virksomhed i en vanskelig situation over hele linien. Vi ved ikke, hvad det betyder fremover,« siger han til avisen.

Sony Mobiles topchef siden oktober 2009, den 55-årige svensker Bert Nordberg, træder tilbage som topchef for Sony Mobile 16. maj for i stedet at blive bestyrelsesformand i mobilproducenten. Han afløses af Kunimasa Suzuki.

Dermed er Sony tilbage på fuldt japanske hænder. Bert Nordberg afløste japaneren Dick Komiyama.

Den walisiskfødte TV-producer Howard Stringer skabte sensation, da han i 2005 overtog topposten i Sony-koncernen som den første ikke-japaner. Han overdrog 1. april tøjlerne til Kazuo Hirai og fortsætter som bestyrelsesformand.