Luksus spisefisk er på vej frem

Søtunge er er delikatesse, som sælges til høje priser, og dens udbredelse i danske farvande er stigende.

Når det for kystfiskerne så betydningsfulde fiskeri efter tunger for alvor går i gang til efteråret, skulle der være gode muligheder for fangst, skriver Frederiksborg Amts Avis: Formand for fiskerne i Hundested, Steen Jørgensen, melder om rigtig mange tunger i de danske farvande. Det samme gør biolog Michael Andersen fra Danmarks Fiskeriforening.

Lige nu landes der ikke så mange tunger, fortælles det fra Gilleleje Fiskeriauktion. Når der endelig er lidt søtunge i iskasserne, så går de små fisk for 90 kroner kiloet, mens de store fisk når budpriser på 170 kroner kiloet. Så det er en fiskeart, som det som fisker er værd at gå efter.

- Næsten alle 15 erhvervsfiskere i Hundested vil på et eller andet tidspunkt i løbet af året sætte garn efter søtunger på Store Middelgrund syd for Anholt. Uden tungerne ville der ikke være noget fiskeri fra Hundested, fortæller Steen Jørgensen fra en mobiltelefon midt i Kattegat, hvor han er ude for at fange jomfruhummere.

- Tungerne gyder på lavt vand, og de små tunger trækker ikke ud på dybere vand om vinteren. Derfor er bestanden meget sårbar over for isvintre. Dem har vi ikke haft så mange af de seneste år, og det, tror jeg, er med til at sparke bestanden op, siger Steen Jørgensen.

Biolog Michael Andersen fra Danmarks Fiskeriforening bekræfter, at tungerne har det godt i de danske farvande, også selv om havtemperaturen er for opadgående.

- Tungerne har bredt sig fra Kattegat og trækker ned i Øresund og ned til Østersøen. I forvejen er de danske farvande nordgrænsen for tungens udbredelse, men jeg mener, det er en art på vej frem, mens torsken omvendt er på vej til at rykke længere mod nord, siger han.

Fra 1970-2000 er årsmiddeltemperaturen i overfladevandet i Kattegat steget med en hel grad, oplyser Peter Henriksen fra DMU.

I går fortalte chefen for Øresundsakvariet, Jens P. Jeppesen til Frederiksborg Amts Avis, at akvariet stadig oftere får meldinger om middelhavsfiskearter på besøg i Øresund. De nye arter er ikke regulerede i danske farvande, men omvendt er der endnu ikke basis for kommercielt fiskeri efter dem.

- Jeg hører om fangster i Nordsøen af stribede muller, Sankt Petersfisk og havbars. Men ud over en enkelt fisker har jeg ikke hørt om nogen, der tager målrettet ud efter dem, siger Michael Andersen.