Københavns Lufthavne vil være nødsaget til at revurdere sine omfattende udbygnings- og investeringsplaner, hvis regeringens forslag til den første nationale luftfartsstrategi gennemføres som fremlagt.
Det siger bestyrelsesformand i Københavns Lufthavne, Lars Nørby Johansen, i en skriftlig kommentar.
»Transportministeriets reguleringsforslag har potentielt væsentlig, negativ indvirkning på vores strategi og økonomi, og det er vi nødt til at analysere i detaljer. Vi er overbeviste om, at det havde været muligt at finde bedre måder at nå det politiske mål om at stimulere udviklingen af knudepunktet og sikre vores udbygnings- og investeringsplaner,« siger Lars Nørby Johansen.
Han tilføjer dertil, at Københavns Lufthavne har præsenteret mange forslag og idéer til den nationale luftfartsstrategi, eksempelvis lavere indenrigs- og transfertakster.
»Vores udbygningsplan er baseret på en finansieringsmodel, som Transportministeriet nu foreslår at ændre afgørende. Hvis det gennemføres, er vi nødt til at revurdere vores udbygnings- og investeringsplaner,« lyder det fra bestyrelsesformanden.
Lufthavnen i Kastrup er i øjeblikket i gang med en udbygning, der skal løfte det årlige passagertal fra 29 mio. i 2016 til omkring 40 mio.