Lufthavnsejere er immune over for politikeres kritik

Danske politikere må acceptere, at en privatisering af offentligt ejede selskaber giver et afkast til køberne på den lange bane. Sådan lyder det fra den australske kapitalforvalter Macquarie, der er i gang med at sælge sin aktiepost i Københavns Lufthavne efter 12 års ejerskab.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) og transportminister Ole Birk Olesen (LA) har kritiseret selskabet for at høste store udbytter i stedet for at investere pengene på at optimere lufthavnen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Det skriver dagbladet Børsen.

»Det er naivt at tro, at en regering kan sælge et aktiv, lægge indtægten i lommen og så fortsætte med at behandle det som et statsligt aktiv. Sådan fungerer det bare ikke. Nye ejere er nødt til at lave et nogenlunde konkurrencedygtigt, kommercielt afkast,« siger Arthur Rakowski, manden bag Macquaries strategi om investering i infrastruktur, til dagbladet Børsen.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) og transportminister Ole Birk Olesen (LA) har kritiseret selskabet for at høste store udbytter i stedet for at investere pengene på at optimere lufthavnen.

Hos Macquarie forholder man sig uforstående over for politikernes reaktion, da lufthavnen har vundet alle effektivitets- og kundetilfredshedspriser. Ifølge John Bruen, der er chef for investeringer i transportinfrastruktur, kan reaktionen få betydning for Macquaries lyst til at investere i Danmark igen.

»Det holder jo ikke for os, eller andre infrastrukturinvestorer, at sige, at man vil gøre, som man nu ønsker, uafhængigt af hvad der sker i politik, lovgivningsmæssigt og så videre,« siger han til avisen.

/ritzau/FINANS