Lufthavnsdirektør har besøgt Berlins skandalelufthavn: »Vi kommer ikke til at begå de samme fejl«

Kan man lære af en fiasko? Ja, men kan i hvert fald lære, hvad man ikke skal gøre. Netop derfor har Københavns Lufthavne besøgt skandalelufthavnen Berlin Brandenburg Willy Brandt uden for Berlin, der er forsinket på sjette år.

Foto: ODD ANDERSEN

For et folk, der er kendt for ordentlighed, kvalitet og punktlighed, må det gøre ondt helt ind i sjælen at køre forbi Berlins kommende storlufthavn Berlin Brandenburg Willy Brandt. Kollossen syd for den tyske hovedstad skulle være åbnet i 2010, men her seks år senere lyder meldingen, at der kan gå endnu 1-2 år, før berlinerne kan tage lufthavnen i bro.

Når man som Thomas Woldbye, adm. direktør i Købehavns Lufthavne, står og skal bruge 20 mia. kr. på en enorm udvidelsen af lufthavnen i Kastrup ved København, så er Berlin Brandenburg et eksempel på alt det, man ikke vil ende i. Og netop derfor har Københavns Lufthavne haft en deligation i Berlin - for at lære, hvad man ikke skal gøre.

»Vi er meget omhyggelige, og det tror jeg også, at de mente, de var nede i Berlin. Der gik nogle helt konkrete ting galt dernede, men dem har vi lært af, så vi kommer ikke til at begå de samme fejl. Vi har haft folk nede og tale med dem om, hvad der skete, og vi kommer ikke til at begå de samme fejl. Vi er ikke ufejlbarlige, men de fejl kommer vi ikke til at begå.«

For Berlin Brandenburgs vedkommende er det først og fremmest brandslukningssystemerne, der har voldt problemer. Af designmæssige grunde skulle røg fra en ildebrand, når det var blevet suget ud gennem ventilation i loftet, pumpes ned under bygningen. Desuden er en stor entreprenør bag projektet gået konkurs, men tyskerne regner dog stadig med at åbne lufthavnen inden for de næste par år. Thomas Woldbye forventer dog ikke, at Københavns Lufthavns udvidelsesplaner påvirkes af den grund.

»Der er rigtig meget konkurnce i branchen allerede. Og det er defor, at vi laver udvidelse, for at sikre vores fremtidige konkurrencedygtighed. Vi har rigtig store konkurrenter i Amsterdam, i München og i Helsinki. Berlin er i høj grad det, vi kalder en destinationeslufthavn, og de er så forsinkede med lufthavnen, at det nok allerede er blevet for lille, når den er færdig.«