Lufthavn satser på fragt

I stedet for kun at flyve med passagerer vil Roskilde Lufthavn også flyve med fragt.

Læs mere
Fold sammen
Fra 1. september er Roskilde Lufthavn godkendt til, at lufthavnen kan tjene penge på fragt og ikke kun passagertrafik, som det ellers gælder i dag. Den mulighed skal udnyttes, gjorde lufthavnschef Lars Lip det klart, da han torsdag holdt møde med LO-formand Harald Børsting. Det skriver Dagbladet Roskilde.

De nye fragtflyvninger er helt oplagte, fordi fragtfirmaet Time Matters – et datterselskab til Lufthansa – netop har åbnet to fragtruter fra Tyskland og Holland. Flyene gør stop i Roskilde, hvor de omlaster og afleverer gods, før de fortsætter flyveturen til Sverige og Finland. De ting, der bliver sat af i Roskilde, skaber fri plads i flyene til, at også varer fra Danmark kan komme ombord på flyets videre færd.

- Vi synes, at vores plan er forholdsvis god ud fra vores placering midt på Sjælland. Vi har en region, der udvikler sig med Roskilde og Køge Transportcenter og så videre. Men det er vigtigt, at de forskellige aktører også ser muligheder og potentiale i det her. Vi kan ikke drive det alene. Det kræver, at der er nogle aktører, der ser positivt på de muligheder, der er, sagde lufthavnschefen ifølge dagbladet.

- ulha