Lufthansa-strejke giver flere end 1000 aflysninger

Piloterne hos Lufthansa har nedlagt arbejdet for 12 gang på et år, og det rammer nu også Germanwings.

Foto: MATTHIAS BALK. Det er 12. gang på et år, at de tyske piloter strejker.
Læs mere
Fold sammen

En strejke blandt piloterne hos det tyske luftfartsselskab Lufthansa medfører flere end 1000 aflysninger. Det fremgår af en meddelelse fra det tyske selskab.

Strejken blev indledt tirsdag og var den 12 af sin slags siden sidste år. Det har indtil videre kostet selskabet mere end 300 mio. euro. Utilfredsheden hos piloterne går på, at løn- og pensionsvilkår bliver for ringe, hvis de siger ja til ledelsens forslag.

Meldingen om de 1000 aflysninger kommer, efter at Lufthansa-piloternes fagforening, Vereinigung Cockpit, har meddelt, at tirsdagens strejke blandt piloterne også vil omfatte flyvninger onsdag i lavprisselskabet Germanwings, som også ejes af Lufthansa.

Lufthansas HR-direktør, Bettina Volkens, siger i en meddelelse, at hver strejke mindsker chancen for, at parterne når hinanden.

Desuden oplyser luftfartselskabet, at det har indgivet et påbud om at få stoppet strejken ved retten i Køln.